USA sigter tidligere ambassadør for 40 års spionage for Cuba
- Dette blotlægger en af de mest vidtgående og langvarige infiltrationer, en udenlandsk agent har foretaget af den amerikanske regering, siger justitsminister Merrick Garland i en pressemeddelelse. (Arkivfoto). Foto: Charlie Neibergall/Ritzau Scanpix
USA beskylder eks-ambassadør for en af de mest "omfattende" infiltrationer af USA's regering hidtil.
USA's tidligere ambassadør i Bolivia - som også har været medlem af det nationale sikkerhedsråd - er blevet sigtet for at have været spion for Cuba.
Det oplyser det amerikanske justitsministerium mandag.
- Dette blotlægger en af de mest vidtgående og langvarige infiltrationer, en udenlandsk agent har foretaget af den amerikanske regering, siger justitsminister Merrick Garland i en pressemeddelelse.
Det er føderale anklagere, som sigter den 73-årige tidligere ambassadør Victor Manuel Rocha for i årtier at have været en hemmelig agent for den cubanske regering.
- Vi hævder, at Victor Manuel Rocha i over 40 år var agent for den cubanske regering og opsøgte og skaffede sig positioner i den amerikanske regering, siger Garland.
De positioner var udvalgt med henblik på at "give ham adgang til ikke-offentlig information samt mulighed for at påvirke amerikansk udenrigspolitik".
Victor Manuel Rocha har ikke umiddelbart udtalt sig. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er han blevet anholdt.
Han ventes ifølge det amerikanske justitsministerium at skulle møde for en dommer i Miami til et indledende retsmøde mandag.
Rocha, som er født i Colombia, men siden har fået amerikansk statsborgerskab, anklages for at have været agent for Cuba siden 1981.
Han skal være fortsat som agent frem til nu ifølge ministeriet.
Rochas ansættelse i ministeriet løb fra 1981 til 2002.
Han var medlem af det nationale sikkerhedsråd i 1994 og 1995 under Bill Clinton. Ambassadørposten i Bolivia havde han fra 2000 til 2002 under både Clinton og George W. Bush.
Ifølge ministeriet har den tidligere ambassadør under flere møder med en undercover-agent erkendt, at han arbejdede for Cuba. Møderne fandt sted i 2022 og 2023. Agenten udgav sig for at være fra den cubanske efterretningstjeneste.
I møderne skal Rocha have erkendt "årtiers" arbejde for Cuba. USA blev i samtalerne konsekvent omtalt som "fjenden", hævder anklagerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker