USA skærper kontrollen med flyrejsende og retter særligt fokus mod passagerer fra en række lande. Det sker i kølvandet på det mislykkede terrorforsøg mod et amerikansk passagerfly juledag, skriver det politiske dagblad Politico.
Rejsende fra Cuba, Iran, Sudan og Syrien vil blive udsat for de nye sikkerhedsprocedurer, når de flyver ind i USA. Det er lande, som USA anklager for at sponsorere terrorisme.
Også passagerer fra Nigeria, Yemen og Pakistan vil blive udsat for den skærpede sikkerhedskontrol, der sættes i værk den 4. januar.
Politico citerer en unavngiven højtstående embedsmand i Obama-administrationen, som kalder de nye procedurer for "bæredygtige foranstaltninger, der er en betydelig forbedring af vores sikkerhedstilstande".
De nye procedurer medfører desuden, at også passagerer på internationale ruter til USA eller på amerikanske indenrigsflyvninger kan blive udtaget til at gennemgå yderligere kontrol.
En 23-årig nigeriansk mand sidder fængslet i USA efter et forsøg på at udløse en bombe, der var syet ind i hans underbukser, om bord på et amerikansk passagerfly på vej fra Amsterdam til Detroit den 25 december.
USA's præsident, Barack Obama, har sagt, at manden er medlem af al-Qaeda og blevet trænet og udstyret af det islamistiske militante netværk i Yemen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker