USA skærper sanktioner mod Cuba
Cubas styre fortsætter menneskerettighedskrænkelser både ude og hjemme, siger USA's regering.
USA skærper sanktioner mod Cuba på grund af landets fortsatte krænkelser af menneskerettighederne og regimets støtte til Venezuelas regering.
Det amerikanske handelsdepartement oplyser, at det begrænser Cubas muligheder for at lease fly. Samtidig indføres der restriktioner på eksport af varer med amerikansk indhold til landet.
- Dette sender et klart budskab til det cubanske regime om, at det øjeblikkeligt må standse sin ødelæggende adfærd både hjemme og i udlandet, siger USA's handelsminister, Wilbur Ross.
Det står ikke klart, hvor mange fly og hvor mange varer der rammes.
Cubanske flyselskaber er i stort omfang afhængige at, at de kan lease fly fra udlandet. De skærpede sanktioner fra USA er først og fremmest rettet mod turismen i Cuba.
Tidligere i år forbød præsident Donald Trump krydstogtskibe at lægge til i Cuba. Det førte til et markant fald i antallet af turistbesøg. Myndighederne nedjusterede det anslåede antal årlige besøgende med 15 procent - til 4,3 millioner.
Sidste år besøgte op mod 900.000 krydstogtsturister Cuba. 40 procent af dem var amerikanere.
Tidligere præsident Barack Obama lettede sanktionerne mod Cuba, genoprettede de diplomatiske forbindelser og tog flere skridt i retning af en normalisering af det bilaterale forhold efter mere end 50 års fjendskab.
Trump har ændret kurs og genindført flere nye sanktioner.
USA's regering mener, at det kommunistiske Cuba med sin støtte til præsident Nicolas Maduros venstreorienterede regime i Venezuela destabiliserer regionen.
- Cuba forsyner USA's modstandere på steder som Venezuela og Nicaragua. Det skaber ustabilitet, undergraver retsstaten og undertrykker demokratiske processer, sagde den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, da amerikanerne skærpede sanktionerne mod Cuba i juni.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker