Omkring 160 millioner amerikanske lønmodtagere fik torsdag en tidlig julegave, efter politikerne i Washington nåede til enighed om at forlænge en skatterabat, der har været gældende i 2011, med foreløbig to måneder.
Forlængelsen vil blive endeligt vedtaget i Kongressen inden nytår. Det fortæller lederen af de republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, John Boehner, på en pressekonference.
- Mine medlemmer har valgt at gøre det rigtige for det amerikanske folk, selv om det ikke er helt, som vi har ønsket, siger Boehner om forlængelsen.
Boehner har været under pres den seneste måned fra både præsident Barack Obama samt sine republikanske partifæller i Senatet, der den 17. december med stemmerne 89-10 godkendte, at skatterabatten forlænges.
Striden har drejet sig om finansieringen af skatterabatten, der rundt regnet giver en normallønnet arbejder 1000 dollar ekstra i løn om året.
Barack Obama kritiserede tidligere torsdag Republikanerne voldsomt for ikke at acceptere en forlængelse.
- Modstanden mod skatterabatten for lønmodtagere kan ramme den amerikanske økonomi, tordnede præsidenten, før han igen gik i gang med at overtale sine politiske modstandere, så han med ro i sindet kan drage på juleferie på Hawaii.
- Det er nøjagtig derfor, at folk bliver så frustrerede over Washington. I begge partier er der et overvældende flertal for dette forslag. Er det her sted blevet så dysfunktionelt, at selv når der er enighed om noget, så kan vi ikke gennemføre det?, sagde han.
Efter meldingen fra Boehner lovede Obama, at han snarest muligt vil indlede arbejdet med at sikre en forlængelse på ét år.
Lederen af Senatet, demokraten Harry Reid, har fået til opgave at stå i spidsen for forhandlingerne med Repræsentanternes Hus om en forlængelse af rabatten gældende for hele 2012.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde