USA skyder syrisk kampfly ned
Den amerikanskledede koalition har sammen med USA-støttede styrker indledt en offensiv mod den nordlige by Raqqa, der er Islamisk Stats højborg. Billedet stammer fra den militante gruppes nyhedsbureau Aamaq. Foto: /ritzau/AP/Uncredited/arkiv
/ritzau/AP/Uncredited/arkiv
USA siger, at nedskudt syrisk fly bombede tæt på amerikanskstøttet styrke. Der meldes om kampe syd for Raqqa.
USA's militær bekræfter søndag aften, at et amerikansk kampfly har nedskudt et syrisk fly.
Ifølge det amerikanske militær bombede det syriske fly tæt på en amerikanskstøttet styrke i Syriens Raqqa-provins.
Nedskydningen skete klokken 19.43 dansk tid, oplyser den amerikanskledede koalition.
Den syriske hær betegner nedskydningen som et "åbenlyst angreb". Den advarer om, at det kan få alvorlige følger for kampen mod Islamisk Stat.
- Det åbenlyse angreb var et forsøg på at undergrave hærens bestræbelser som den eneste styrke, der sammen med sine allierede effektivt er i stand til at bekæmpe terror på hele dens territorium, skriver hæren i en meddelelse.
To timer forinden havde præsident Bashar al-Assads styrker angrebet Syriens Demokratiske Styrker (SDF), som er USA's partnere i kampen mod Islamisk Stat, skriver koalitionen.
Flere SDF-soldater blev såret, og styrken måtte trække sig tilbage.
Samtidig indløber der meldinger om, at syriske regeringsstyrker og amerikanskstøttede styrker er kommet i kamp omkring 40 kilometer syd for Raqqa, skriver nyhedsbureauet AFP.
Oplysningen kommer fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Det skal være første gang, at de to parter er i direkte kamp.
USA støtter alliancen SDF, der består af kurdiske og arabiske soldater, som er rykket frem mod Raqqa, der er Islamisk Stats højborg i Syrien.
Den syriske hær og den amerikanskledede koalition opererer tæt på hinanden i Raqqa-provinsen.
Den syriske hær skriver i en meddelelse, at det nedskudte kampfly var på en mission mod Islamisk Stat.
- Det (nedskydningen, red.) kommer på et tidspunkt, hvor den syriske hær og dens allierede gjorde klare fremskridt i kampen mod terrorgruppen Daesh, lyder det fra hæren.
Daesh er en arabisk betegnelse for Islamisk Stat.
Piloten er ikke fundet, oplyser den syriske hær om nedskydningen. Den skal have fundet sted søndag eftermiddag tæt ved landsbyen Rasafah.
Oplysningerne er ikke umiddelbart bekræftet fra anden side.
Der var ikke umiddelbart nogen kommentar fra den amerikanskledede koalition. Koalitionen har på det seneste optrappet sine luftangreb i det nordlige Syrien og i Raqqa-provinsen.
Styrker, der har støtte fra USA, har omringet Raqqa og indtaget flere områder, der tidligere var under Islamisk Stats kontrol.
Også den syriske hær har indtaget oliefelter og landsbyer, der i de seneste tre år har været kontrolleret af den militante gruppe.
Meldingen om nedskydningen kom søndag aften, samtidig med at Iran oplyste, at landet har affyret raketter mod mål i det østlige Syrien.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik