USA: Stadig interesse for normalisering mellem Israel og Saudi-Arabien
Kommentarerne om forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien fra den amerikanske udenrigsminister faldt efter et møde med Saudi-Arabiens kronprins og de facto leder, Mohammed bin Salman, i et overdådigt telt ved den saudiarabiske by Al-Ula. Foto: Saudi Royal Court/Reuters
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, forsøger at mindske spændingerne i Mellemøsten.
Der er fortsat en "tydelig interesse" i at forfølge en normalisering af forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien.
Sådan lyder det mandag fra den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, der i øjeblikket turnerer Mellemøsten med henblik på at mindske spændingerne på baggrund af krigen i Gazastriben.
Kommentarerne faldt efter et møde med Saudi-Arabiens kronprins og de facto leder, Mohammed bin Salman, i et overdådigt telt ved den saudiarabiske by Al-Ula.
- Vi snakkede faktisk om (en normalisering med Israel, red.) på ethvert stop, selvfølgelig inklusive her i Saudi-Arabien, lyder det.
- Og jeg kan fortælle jer, at der er en tydelig interesse i at forfølge det.
Positive tegn på en normalisering af forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien blev sat på pause som følge af Hamas' angreb på Israel 7. oktober, hvor omkring 1200 personer blev dræbt.
Israel har modsvaret angrebet med en invasion af Gazastriben, hvor mindst 22.000 personer ifølge de lokale sundhedsmyndigheder, som Hamas kontrollerer, er blevet dræbt.
Saudi-Arabien er et blandt flere arabiske lande, der ikke underskrev Abraham-aftalerne om anerkendelsen af Israel i 2020. USA fungerede som mægler.
Blinken har på blot tre dage også været på besøg i Tyrkiet, Grækenland, Jordan, Qatar og de Forenede Arabiske Emirater. Det er hans fjerde tur i området siden starten af krigen mellem Israel og Hamas.
Mandag lød det også fra udenrigsministeren, er der er bred opbakning til sikkerhed for Israel, en forenet palæstinensisk ledelse i Vestbredden og en eventuel uafhængig palæstinensisk stat.
Vestbredden har været besat af Israel siden Seksdageskrigen i 1967. Området huser ud over palæstinenserne omkring en halv million jøder, der bor i bosættelser, som det internationale samfund betragter som ulovlige.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned