USA står bag hovedparten af luftangrebene mod IS
Omkring 10 procent af flyangrebene mod den militante bevægelse er udført af USA's allierede.
195 af de knap 2000 luftangreb i Irak og Syrien siden august er udført af arabiske lande og andre allierede i den amerikansk-ledede indsats mod Islamisk Stat (IS).
Det fortæller anonyme embedsmænd i det amerikanske forsvar til AFP.
I alt står amerikanske kampfly bag 1768 angreb mod den militante bevægelse siden 8. august i år, lyder det.
De arabiske lande, der er involveret i indsatsen, tæller Bahrain, Jordan, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Danmark er blandt de europæiske lande, som deltager i indsatsen med kampfly.
Belgien har sendt seks F-16-jagerfly af sted, og søndag gennemførte belgiske kampfly de første luftangreb, siden de ankom til Irak i forrige uge.
Belgiens parlament vedtog i slutningen af september med et stort flertal at slutte sig til den internationale koalition, men har begrænset indsatsen til kun at gælde i Irak. Samme mandat er fly fra Frankrig, Storbritannien, Holland og Danmark sendt af sted med.
Australske kampfly var søndag også på vingerne over Irak, men dog uden at gennemføre angreb på de militante krigere.
Australiens premierminister Tony Abbott siger natten til tirsdag, at landets styrker er klar til at hjælpe, men at der fortsat er noget papirarbejde, der skal på plads.
- Vi er ved at færdiggøre den juridiske dokumentation. Jeg håber, at det kan gøres meget hurtigt, for det er en fuldstændig afgørende opgave, som vores styrker skal udføre ved at rådgive og støtte de irakiske væbnede styrker, siger han.
De danske F-16-fly har endnu ikke været i kamp i Irak. I sidste uge vedtog alle partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten og løsgængeren Uffe Elbæk at sende syv danske kampfly til Irak. Flyene ankom søndag til en base i Kuwait.
Flyene skal i første omgang indgå i operationen i 12 måneder.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker