USA straffer Nordkorea for drabet på Kim Jong-uns halvbror
Kim Jong-uns halvbror blev sidste år dræbt med nervegas. Her ses den nordkoreanske leder. Foto: Scanpix/-/arkiv
Scanpix/-/arkiv
USA's udenrigsministerium vil indføre nye sanktioner mod Nordkorea efter drab på Kim Jong-uns halvbror.
Det amerikanske udenrigsministerium har konkluderet, at Nordkorea sidste år stod bag drabet på den nordkoreanske leder Kim Jong-uns halvbror.
USA vil derfor indføre yderligere sanktioner mod styret, oplyser Heather Nauert, der er talsmand i USA's udenrigsministerium.
Halvbroren ved navn Kim Jong-nam blev angrebet i Kuala Lumpurs internationale lufthavn i februar sidste år. Her fik han smurt den ultragiftige nervegas VX i ansigtet, hvilket kort efter resulterede i hans død.
USA har længe mistænkt Nordkorea for drabet. Men det er først nu, at det officielt bliver meldt ud, at man mener, at Nordkoreas styre står bag.
Amerikansk lovgivning foreskriver, at der indføres et importforbud mod et land, når det overtræder forbud mod at bruge kemiske våben.
Nordkorea er dog allerede under strenge sanktioner fra FN og USA. Derfor vil tirsdagens beslutning ikke have stor effekt, skriver nyhedsbureauet AFP.
To kvinder er under anklage for at udføre attentatet på Kim Jong-nam.
De to kvinder, der kommer fra Indonesien og Vietnam, har tidligere forklaret, at de troede, de deltog i et tv-show med skjult kamera.
Ifølge kemikeren Raja Subramaniam, der har vidnet i retssagen, havde halvbroren 1,4 gange den dødelige dosis af nervegassen i ansigtet. Gassen blev fundet i Kim Jong-nams blod og øje.
Tirsdagens udmelding fra USA kommer på et tidspunkt, hvor der ellers har været tegn på samarbejdsvilje fra det nordkoreanske styre.
Lederne for Nordkorea og Sydkorea skal således mødes i næste måned ved et topmøde for de to lande.
Her skal Kim Jong-un have udtrykt vilje til, at Nordkorea vil opgive sine atomvåben, hvis regimets sikkerhed kan garanteres.
Gennem hele 2017 trodsede Nordkorea gentagne gange det internationale samfund og FN-resolutioner og gennemførte atomprøvesprængninger og forsøg med langtrækkende raketter.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde