USA: Taliban udtrykker interesse for at snakke om fred
USA's forsvarsminister, Jim Mattis, ser tegn på, at Taliban er villig til at snakke med den afghanske regering. Foto: Scanpix/John Thys/arkiv
Scanpix/John Thys/arkiv
Efter mere end 16 års krig ser USA's forsvarsminister tiltagende tegn på ønske om fred i Afghanistan.
USA's længste krig kan være et lille skridt tættere på at nå en ende.
I hvert fald mener USA's forsvarsminister, Jim Mattis, at han ser tegn på samarbejdsvilje hos oprørsgruppen Taliban.
Det siger han tirsdag morgen dansk tid i forbindelse med et uanmeldt besøg i den afghanske hovedstad, Kabul.
USA har været i Afghanistan siden oktober 2001, og amerikanerne har fastslået, at fred i landet skal ske gennem samtaler mellem den afghanske regering og Taliban. I sidste ende skal det ende med en politisk aftale.
- Der har været nogle grupperinger - små grupperinger - i Taliban, der har givet udtryk for en interesse i at snakke, siger forsvarsministeren.
- Med andre ord, så drejer det sig ikke om hele Taliban. Det er måske også for meget at forvente. Men der er dele af Taliban, som helt sikkert er interesserede i at snakke med den afghanske regering, lyder det.
Mattis siger, at taktikken derfor er at fokusere på de Taliban-medlemmer, der er "trætte af" mere end 16 års krig.
- Vi ved, at der er interesse fra Talibans side, understreger han.
Mattis' besøg i Afghanistan var uanmeldt af sikkerhedshensyn.
Forsvarsministeren skal mødes med både Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, og chefer fra det amerikanske militær.
- Vi sigter mod en sejr i Afghanistan. Ikke en militær sejr - sejren vil være politisk forsoning, lyder det fra Jim Mattis.
Mattis er tidligere general og var med til at lede de amerikanske tropper, da de rykkede ind i Afghanistan tilbage i 2001.
Krigen begyndte dengang som reaktion på terrorangrebet 11. september i New York. Siden har den udviklet sig til USA's længste krig.
Mere end 2300 amerikanere har mistet livet i Afghanistan. Krigen vurderes at have kostet USA mere end 1000 milliarder dollar.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde