USA tiltaler fem mænd for terrorangreb

USA har tiltalt fem mænd for at ville gennemføre et terrorangreb mod undergrundsbanen i New York og desuden angribe et ukendt mål i Storbritannien efter ordre fra terrornetværket al-Qaeda.

To andre mænd - Najibullah Zazi og Zarein Ahmedzay - har allerede kendt sig skyldige i det fejlslagne angreb mod metroen i New York, der blev hindret i september 2009. Angrebet ville angiveligt have været det voldsomste mod USA siden 11. september 2001.

De fem mænd blev sigtet for 10 forskellige terrorrelaterede forbrydelser inklusive at ville bruge masseødelæggelsesvåben og begå mord i et fremmed land. Tre af mændene har gået på high school sammen i New York.

En af sigtede, der er kendt under navnet "Ahmed", skal have haft kontakt med flere af de medsammensvorne om angrebet i New York og tillige et angreb i Storbritannien.

/ritzau/Reuters

En domstol i USA har tiltalt fem mænd for at ville gennemføre et terrorangreb mod metroen i New York. Angrebet blev dog afværget.

Offentliggjort Sidst opdateret