USA trækker alle kamptropper ud af Irak inden nytår
Joe Biden (t.h.), USA's præsident, og Mustafa al-Kadhimi, Iraks premierminister, har mandag givet hinanden hånd på, at USA efter nytår ikke længere har kamptropper i Irak. Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Fra næste år skal amerikanske soldater i Irak kun indgå i rådgivning og træning.
Til nytår vil der ikke længere være amerikanske kamptropper i Irak. Det har USA's præsident, Joe Biden, mandag formelt aftalt med Iraks premierminister, Mustafa al-Kadhimi.
Der er aktuelt omkring 2500 amerikanske kamptropper i landet. De er der for at bekæmpe resterne af Islamisk Stat.
Der vil fortsat være amerikanske soldater i Irak efter nytår. Der vil de dog kun være for at rådgive og træne irakiske soldater.
Aftalen kommer ikke ud af det blå. Allerede torsdag i sidste uge skrev avisen The Wall Street Journal om de amerikanske soldaters exit.
- Vi har ikke brug for kamptropper, for dem har vi selv. Hvad har vi brug for? Vi har brug for samarbejde inden for efterretninger. Vi har brug for hjælp med træning. Vi har brug for luftstøtte, sagde Iraks udenrigsminister, Faud Hussein, i den forbindelse.
Aftalen ville blive præsenteret under al-Kadhimis besøg i Det Hvide Hus i denne uge, hvilket er sket mandag.
- Vores rolle i Irak bliver (...) at være til rådighed, at fortsætte med at træne, at assistere, at hjælpe og at håndtere Islamisk Stat, hvor den opstår. Men vi kommer fra årets udgang ikke til at deltage i kampe, siger Joe Biden mandag.
USA har haft soldater i Irak siden invasionen af landet i 2003.
Danmark har i øjeblikket også et militært bidrag til Nato-missioner, der opererer i Irak. Her er tale om bidrag til to forskellige Nato-missioner, der begge går ud på at styrke Iraks egne soldater.
Den ene er "Nato Mission Iraq", som Danmark i december 2020 overtog ledelsen af. Her rådgives irakiske militæruddannelser og det irakiske forsvarsministerium.
Forsvaret skriver på sin hjemmeside, at det samlede danske bidrag er på op imod 140 soldater plus helikopterbidraget på cirka 70 soldater.
Danmark har også haft et mindre bidrag til missionen "Operation Inherent Resolve", som ledes af amerikanerne. Missionen har bekæmpet Islamisk Stat i blandt andet Irak.
Her bidrager Danmark med et stabsbidrag og operatører fra Flyvevåbnet, som dog ikke befinder sig i Irak.
Forsvarsministeriet oplyser, at det ikke umiddelbart har nogen kommentarer til nyheden.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker