USA trækker sig ud af Unesco
USA beholder et kontor i Unescos hovedkvarter i Paris, selv om amerikanerne nu har opsagt medlemskabet. Foto: /ritzau/AP/Francois Mori/arkiv
/ritzau/AP/Francois Mori/arkiv
USA kritiserer Unesco for at være antiisraelsk. Torsdag har amerikanerne trukket sig fra FN-organisationen.
USA trækker sig ud af Unesco, oplyser det amerikanske udenrigsministerium torsdag.
Udmeldelsen træder i kraft ved årsskiftet.
USA har gentagne gange kritiseret Unesco for at være antiisraelsk.
USA stoppede betalingen til Unesco, efter at FN-organisationen i 2011 lod Palæstina blive medlem.
Landet skylder omkring 550 millioner dollar i ubetalt kontingent, skriver nyhedsbureauet AP. Det svarer til knap 3,5 milliarder kroner.
- Denne beslutning var ikke let og afspejler amerikanske bekymringer over stigende restancer i Unesco, behovet for grundlæggende reformer i organisationen og en fortsat antiisraelsk partiskhed i Unesco, hedder det i en udtalelse fra udenrigsministeriet i Washington.
Selv om USA fra årsskiftet ikke længere er medlem, vil det amerikanske udenrigsministerium alligevel beholde et kontor i Unescos hovedkvarter i Paris.
USA vil som observatør "bidrage med amerikanske synspunkter, perspektiver og ekspertise", meddeler udenrigsministeriet.
Unesco er FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og information. Organisationen udarbejder blandt andet listen over verdensarv.
Fra hovedkvarteret i Paris lyder der beklagelse over, at USA nu melder sig ud.
- Efter at have modtaget officiel besked fra USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, vil jeg som Unescos generaldirektør gerne udtrykke dyb beklagelse over USA's beslutning om at trække sig fra Unesco, siger generaldirektør Irina Bokova i en meddelelse.
Hun tilføjer, at det er et tab for multilateralismen og for "FN-familien".
USA og Unesco har mere end nogensinde brug for hinanden, fordi "stigningen i voldelig ekstremisme og terror kalder på nye langsigtede indsatser for fred og sikkerhed," siger Bokova ifølge AP.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker