USA udsætter beslutning om omstridt olierørledning
En række amerikanske regeringsorganer har brug for mere tid til at gennemgå detaljerne i det såkaldte Keystone projekt, der skal føre en olierørledning fra Canada til den amerikanske delstat Texas.
Det har det amerikanske udenrigsministerium fredag afgjort.
Dermed er det storslåede projekt endnu engang blevet forsinket.
Keystone projektet blev foreslået i 2008, men siden har miljøforkæmpere kritiseret rørledningen for blandt andet at skade skrøbelige vådområder og truede dyrearter i delstaterne Nebraska og South Dakota.
Omvendt har olieindustrien påpeget, at rørledningen vil skabe en masse job og hjælpe med at sikre USA's energiselvforsyning.
Præsident Barack Obama har tidligere sagt, at Keystone kun vil blive godkendt, hvis det kan bevises, at rørledningen fra tjæresandet i Canada til de amerikanske raffinaderier i sydstaten Texas ikke øger udslippet af drivhusgasser.
I februar fastslog en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium, at rørledningen ikke vil få "væsentlig indvirkning på klimaforandringer eller miljø".
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, der betragtes som miljøforkæmper, har dog endnu ikke givet sin endelige anbefaling af projektet.
I februar mødte projektet yderligere modstand, da en dommer i Nebraska afgjorde, at rørledningen er forfatningsstridig.
Med udenrigsministeriets nye udmelding om, at der er brug for længere tænketid, er der stor sandsynlighed for, at beslutningen om Keystone først kan træffes efter det amerikanske midtvejsvalg i november.
Rørledningen forventes at komme til at koste 30 milliarder kroner, og den skal efter planen dagligt transportere 830.000 tønder råolie sydpå fra den canadiske provins Alberta.
Det er de 1400 kilometer af ledningen, der skal gå gennem amerikansk territorium, som USA skal godkende opførslen af.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet