USA udviser tidligere SS-vagt i nazi-lejr til Tyskland
Med dette foto søgte Jakiw Palij om amerikansk statsborgerskab i 1957 med historien om, at han var landmand og industriarbejder i sit hjemland. I virkeligheden var han en tidligere SS-vagt i en koncentrationslejr. Foto: Ho/Ritzau Scanpix
Ho/Ritzau Scanpix
En tidligere SS-vagt i en koncentrationslejr er blevet deporteret til Tyskland 14 år efter udvisningsdom.
En 95-årig tidligere SS-vagt i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig er tirsdag blevet deporteret fra USA til Tyskland.
Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AP.
Den nu 95-årige Jakiw Palij blev ifølge Det Hvide Hus' pressemeddelelse, født i en del af Polen, som i dag tilhører Ukraine. Han flygtede efter krigen til USA, og i 1957 blev han amerikansk statsborger.
Her holdt han sin nazi-fortid skjult, og først i 2001 åbnede han op og erkendte sin historie til det amerikanske justitsministerium.
Jakiw Palij indrømmede, at han i 1943 trænede soldater i Waffen SS, der var den militante fløj af nazistpartiet og en del af den tyske hær. Træningen foregik i Trawniki i det besatte Polen.
Netop de soldater, der blev trænet i Trawniki, stod ifølge retsdokumenter for at udføre "Aktion Reinhard", der var Nazitysklands plan for at udrydde jøder i Polen.
Han arbejdede også som vagt i den koncentrationslejr, der blev oprettet i Trawniki. Her blev 6000 jødiske kvinder, børn og mænd 3. november 1943 henrettet som led i jødeudryddelsen.
- Ved at tjene som bevæbnet vagt i lejren i Trawniki og forhindre jøders flugt spillede Palij en uundværlig rolle i at sikre, at jøderne i Trawniki-lejren gik deres forfærdelige skæbne i møde, skriver Det Hvide Hus i sin meddelelse.
- USA vil ikke tolerere de personer, som faciliterede nazisternes forbrydelser og andre overtrædelser af menneskerettighederne. De vil ikke finde en sikker havn i USA.
Ifølge AP idømte en dommer i 2004 Jakiw Palij udvisning af USA. Intet land ønskede dog at modtage den tidligere SS-vagt, og han har derfor svævet i et juridisk limbo siden da.
Anklagemyndigheden i Tyskland har tidligere givet udtryk for, at de vil få svært ved at løfte bevisbyrden mod Jakiw Palij for krigsforbrydelser.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker