USA: Verdenssamfundet må presse Iran

Verdenssamfundet må stå sammen og lægge pres på Iran i forbindelse med landets planer om at opgradere sit atomprogram, siger den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates.

- Ingen har mere oprigtigt end præsident Obama forsøgt at række en hånd ud til og engagere Iran, siger Gates efter et møde med sin italienske modpart, Ignazio La Russa, i Rom.

- Verdenssamfundet har givet den iranske regering adskillige muligheder for komme med forsikringer om dens intentioner. Resultatet har været meget skuffende, siger han.

- Hvis verdenssamfundet vil stå sammen og lægge pres på den iranske regering, så tror jeg ikke, at tiden er forpasset til, at sanktioner og pres kan virke. Men vi må alle sammen arbejde sammen, fortsætter den amerikanske forsvarsminister.

Udtalelserne fra Gates kommer efter, at den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har givet sit atomprogram ordrer til at intensivere landets uranberigelse. Dette er endnu en udfordring af Vesten, der kommer kort efter, at det så ud til, at Iran havde accepteret et atomudspil fra FN.

Vesten frygter, at Iran ønsker at berige uran med henblik på fremstilling af atomvåben. Iran insisterer på, at dets atomaktiviteter alene har fredelige formål.

- Snarere end at pege på et enkelt land, vil jeg simpelthen sige, at jeg tror, at vi alle kan gøre mere, sagde Gates på spørgsmålet om, hvem der ikke lægger nok pres på Iran.

Den amerikanske forsvarsminister er i øjeblikket på rundrejse i Europa.

/ritzau/AFP

Omverdenen må stå bedre sammen, hvis det skal lykkes at løse striden med Iran om landets atomprogram, siger USA's forsvarsminister.

Offentliggjort Sidst opdateret