Der findes beviser for, at den pakistanske regering har forbindelser til det militante Haqqani-netværk, som er allieret med Taliban, siger USA's ambassadør i Islamabad.
Han beskylder netværket for at stå bag det omfattende angreb i den afghanske hovedstad, Kabul, for få dage siden.
I en sjælden ligefrem udtalelse siger den amerikanske ambassadør, Cameron Munter, til den statslige Radio Pakistan, at der må sættes en stopper for forbindelserne mellem styret i Islamabad og det radikale netværk.
- Lad mig først sige, at det angreb, der fandt sted i Kabul for få dage siden, blev gennemført af Haqqani-netværket. Der er beviser, som forbinder Haqqani-netværket til den pakistanske regering. Det er noget, der må stoppes, siger Munter.
Hans udtalelse kommer efter, at den amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, har advaret om, at USA vil gøre gengæld mod oprørerne, som har baser i Pakistan.
Ved angrebet i Kabul blev 15 mennesker dræbt, da en gruppe militante sendte raketter mod blandt andet USA's ambassade og NATO's hovedkvarter.
USA har længe lagt pres på Pakistan for at få myndighederne til at slå ned på Haqqani-netværket og mistænkt gruppen for at have støtte i Pakistans frygtede efterretningstjenester.
Men de offentlige erklæringer understreger, at der eksisterer et stadig mere spændt forhold i alliancen mellem Washington og Islamabad. Problemerne i samarbejdet mellem de to lande blev også tydeliggjort i maj, da amerikanske kommandosoldater dræbte al-Qaeda lederen Osama bin Laden i Pakistan.
Munter sagde, at det seneste år havde været "hårdt", og han gentog, at USA og Pakistan "fundamentalt set" er på samme side.
Der er ikke umiddelbart reaktioner på den amerikanske kritik i den pakistanske hovedstad.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker