Irans ok til en historisk aftale om at sende 1200 kilo uran til berigelse i Tyrkiet får ikke USA til at droppe planerne om nye sanktioner mod præstestyret.
USA og andre vestlige regeringer anerkendte sammen med FN og EU tirsdagens aftale som et positivt skridt. Men det er sandsynligvis stadig ikke nok til at få FN's Sikkerhedsråd til at skrinlægge planer om nye sanktioner.
- Vores arbejde for indføre nye sanktioner i FN fortsætter, siger P.J. Crowley, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.
Også den russiske præsident, Dmitry Medvedev, er i tvivl om Irans udspil vil være nok til at forhindre nye sanktioner. Vestlige diplomater, som arbejder tæt på det internationale atomagentur, IAEA, udtaler også, at planerne om nye sanktioner ikke er lagt på hylden.
Som modydelse for aftalen får Iran atombrændsel, som landet skal bruge i en forskningsreaktor.
Aftalen opfattes som et gennembrud i den langvarige strid om det omstridte iranske atomprogram.
Den kom i hus efter intense forhandlinger med Tyrkiet og Brasilien i Teheran, hvor de to nuværende medlemmer af FN's Sikkerhedsråd har ageret som mæglere for at give præstestyret "en sidste chance" til at afværge en fjerde runde af FN-sanktioner.
USA, Rusland, Storbritannien, Kina og Frankrig har sammen med Tyskland i årevis haft et diplomatisk tovtrækkeri med Iran om atomprogrammet. Vesten mistænker Iran for at pønse på at fremstille en atombombe, mens Teherans svar har været, at atomprogrammets formål udelukkende er fredeligt.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde