USA vil gennemføre diplomatisk boykot af vinter-OL i Kina
USA vil gennemføre en diplomatisk boykot af vinter-OL i Kina i 2022. Foto: Ng Han Guan/Ritzau Scanpix
Ng Han Guan/Ritzau Scanpix
I protest mod krænkelser af menneskerettighederne vil USA's administration ikke deltage i vinter-OL i Kina.
USA varsler en diplomatisk boykot af vinter-OL i Beijing i februar 2022. Det skriver blandt andre nyhedsbureauet Reuters og NBC News.
En diplomatisk boykot betyder, at USA ikke vil sende officielle, politiske repræsentanter. Atleter fra USA vil dog fortsat deltage.
- Præsident Bidens administration vil ikke sende nogen diplomatisk eller officiel repræsentation til vinter-OL i Beijing i 2022 på grund af det igangværende folkedrab og de forbrydelser mod menneskeheden, der foregår i Xinjiang, samt andre krænkelser af menneskerettighederne, siger talskvinde for Det Hvide Hus Jen Psaki.
Xinjiang er den provins i Kina, hvor befolkningsgruppen uighurerne bor. Uighurerne, der hovedsageligt er sunnimuslimer, er af Kina blevet beskyldt for at stå bag en terrorkampagne.
Kina beskyldes for at stå bag massefængslinger, masseovervågning og undertrykkelse af gruppen.
Det har ført til diplomatisk pres mod Kina fra ikke mindst amerikanske politikere, hvoraf flere længe har opfordret til diplomatiske sanktioner. Der i blandt en boykot af vinter-OL.
Tidligere mandag var det rygtedes, at USA barslede med en diplomatisk boykot, hvilket talsperson for det kinesiske udenrigsministerium Zhao Lijian reagerede på:
- USA skal holde op med at politisere sport og tale en såkaldt diplomatisk boykot op, da det ellers vil påvirke den amerikansk-kinesiske dialog og samarbejde på mange vigtige områder, sagde han ifølge CNN.
Den amerikanske diplomatiske boykot støttes mandag aften i Danmark af Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.
- Danmark burde gøre det samme. Det vil sende det stærkest mulige politiske signal til det kommunistiske styre i Kina mod deres ageren i blandt andet Hongkong. Der er behov for, at vi tager politisk afstand, siger han.
Han siger desuden, at det tyder på, at USA har ret, når det siger, at der foregår decideret folkedrab i Xinjiang:
- De FN-rapporter, der kommer ud, tyder desværre på, at det er korrekt. Og grunden til, at vi ikke kan få beviser for det, er fordi, at styret i Kina gør alt for, at vidner ikke komme frem. Men indicierne tyder voldsomt på, at vi oplever et reelt folkedrab.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet