Pakistan skal gøre en større indsats for at bekæmpe terrornetværket al-Qaeda i grænseområderne mod Afghanistan.
Så tydeligt er kravet fra den amerikanske præsident, Barack Obama.
Han omtaler stammeområderne i det vestlige Pakistan som et epicenter for voldlig terrorisme rettet mod USA og Vesten.
- For at kunne udrydde det problem og virkelig gå efter al-Qaeda har vi brug for mere samarbejde fra Pakistan. Ingen tvivl om det, siger Barack Obama i et interview med tv-stationen CBS.
Også USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, efterlyser en større pakistansk indsats i kampen mod terroristerne.
- Vi må fortsætte med at opmuntre den pakistanske regering til at tage de nødvendige skridt for at slå ned på al-Qaeda og de andre terroristgrupper, som er ansvarlige for så mange lidelser, siger hun.
Den amerikanske udmelding kommer på samme tid, som en af al-Qaedas ledere i området angiveligt er blevet dræbt under et amerikansk droneangreb.
Ifølge anonyme amerikanske sikkerhedskilder er der tale om Saleh al-Somali, der har været ansvarlig for al-Qaeda-operationer i området.
Angrebet er led i en optrapning af de amerikanske bombninger af al-Qaeda- og Taliban-medlemmer i de pakistanske stammeområder.
Et andet angreb har angiveligt dræbt tre mænd, da ubemandede fly bombede en landsby i den urolige region Nord-Waziristan.
De pakistanske myndigheder har officielt taget afstand til angrebene, som de mener krænker landets suverænitet.
Hillary Clinton forstår godt, at mange pakistanere ser med mistro på USA's intentioner i landet.
- Denne mangel på tillid gør, at vi ikke arbejder så godt sammen, som vi kunne have gjort, siger hun.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde