USA vil have sanktioner skærpet mod Nordkorea efter missiltest
USA's FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, vil have Sikkerhedsrådet til at indføre hårdere sanktioner mod Nordkorea efter prøveaffyring af et missil torsdag. (Arkivfoto). Foto: Mike Segar/Reuters
Mike Segar/Reuters
FN's Sikkerhedsråd bør følge op på løfte fra 2017 om yderligere sanktioner mod Nordkorea, lyder det fra USA.
USA vil have FN's Sikkerhedsråd til at skærpe de internationale sanktioner over for Nordkorea, efter at landet torsdag foretog en prøveaffyring af et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM).
- Som følge af Nordkoreas stadig farligere provokationer vil USA fremlægge en resolution om, at Sikkerhedsrådet skal opdatere og skærpe sanktionerne, siger USA's FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, efter et møde i Sikkerhedsrådet fredag.
Siden 2017 havde Nordkorea frem til torsdag sat sine atomtest samt test af interkontinentale ballistiske missiler i bero.
Dengang blev Sikkerhedsrådet enig om, at der skulle indføres nye foranstaltninger mod Nordkorea i tilfælde af en ny test af et ICBM.
- Det er præcist, hvad der er sket. Så nu er tiden inde til at gøre det, siger Linda Thomas-Greenfield.
I 2017 stod et enigt Sikkerhedsråd bag advarslen over for Nordkorea. Udtalelsen fra rådet blev vedtaget, en måned efter at Nordkorea testede et ICBM af typen Hwasong-15.
Missiltypen blev vurderet til at være kraftigt nok til at kunne udgøre en trussel mod USA.
Efter fredagens møde i Sikkerhedsrådet udsendte en gruppe lande en fælles udtalelse, hvor denne uges affyring blev fordømt på kraftigste vis. Ifølge udtalelsen udgør missiltesten en "trussel" mod hele det internationale samfund.
Desuden opfordres Nordkorea til at opgive dets masseødelæggelsesvåben og programmer for ballistiske missiler samt engagere sig i diplomatiske forhandlinger om atomafrustning.
Kina og Rusland, der sammen med USA, Frankrig og Storbritannien er faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, afstod fra at skrive under på udtalelsen.
Rusland advarede mod at bakke USA's udspil om hårdere sanktioner op.
Ifølge nordkoreanske statsmedier tilbagelagde det missil, som blev testet torsdag, en distance på 1090 kilometer i en maksimal højde på 6248,5 kilometer, før det angiveligt ramte sit mål i havet mellem Nordkorea og Japan.
Prøveaffyringen af missilet af typen Hwasong-17 blev overværet af Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde