USA vil have Snowden udleveret
De amerikanske myndigheder ønsker Edward Snowden udleveret fra Hongkong til retsforfølgelse.
Det siger kilder i Det Hvide Hus til tv-stationen CBS.
- Vore juridiske embedsmænd er i dialog med myndighederne i Hongkong, siger den afgående nationale sikkerhedsrådgiver, Tom Donilon, ifølge CBS
Oplysningerne kommer, efter at USA fredag sigtede Snowden for spionage.
En højtstående embedsmand i præsident Barack Obamas administration siger, at sker der ikke noget i udviklingssagen, kan det skabe problemer.
- Hvis Hongkong ikke reagerer snart, vil det komplicere vort bilaterale forhold og rejse spørgsmål om, hvorvidt Hongkong følger loven, siger embedsmanden.
Hongkong var indtil 1997 en britisk koloni, men blev så overdraget til Kina. Nu har Hongkong begrænset selvstyre.
I anklageskriftet hedder det blandt andet, at Snowden har stjålet regeringsejendom, talt uden autorisation om national sikkerhed og givet klassificerede oplysninger videre til uautoriserede personer.
Snowden har fortalt, at amerikanske efterretningstjenester overvåger tjenester og sociale netsteder på internettet i stor stil.
Det gælder e-mail, chatfora, Facebook, Google og meget mere.
Snowden har været ansat i den amerikanske efterretningstjeneste.
Det er ikke umiddelbart klart, hvordan det går med USA's bestræbelser på at få ham udleveret fra Hongkong, hvor han befinder sig.
Den kinesiske avis South Morning Post skriver, at Snowden befinder sig på "et sikkert sted" i Hongkong.
- I strid med andre rapporter er den tidligere CIA-analytiker ikke tilbageholdt, han er ikke under politibeskyttelse, men er på et sikkert sted i Hongkong, skriver avisen, der har offentliggjort nogle af de hemmeligheder, Snowden har sluppet løs.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie