USA vil lempe told på udenlandske bildele i amerikanske biler
Billeverandører i USA har bedt præsident Donald Trump om at undlade at indføre told på bildele fra udlandet. (Arkivfoto). Foto: Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix
Lempelse af told skal give spillerum til virksomheder, der vil "investere i USA", siger handelsminister.
USA's præsident Donald Trumps administration vil tirsdag lempe nogle af de afgifter, der er pålagt udenlandske bildele i biler, som produceres i USA.
Det siger handelsminister Howard Lutnick i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Denne aftale er en stor sejr for præsidentens handelspolitik, da den belønner virksomheder, der producerer indenlands, samtidig med at den giver spillerum til producenter, der har udtrykt deres forpligtelse til at investere i USA og udvide deres produktion her i landet, lyder det.
Siden Donald Trump i januar blev indsat til sin anden periode som USA's præsident, har told været en central del af hans handelspolitik.
Han har indført told på en lang række udenlandske varer.
Det er både gået ud over Canada, Mexico, Kina og EU, og USA har desuden indført told på stål og aluminium.
3. april trådte en amerikansk told på 25 procent på udenlandske biler i kraft. Trump har desuden varslet, at toldsatserne vil omfatte bildele, men de vil træde i kraft senere - senest 3. maj, har han sagt.
I sidste uge opfordrede en koalition af amerikanske bilproducenter Trump til ikke at indføre tolden på importerede bildele. Det vil reducere bilsalget og hæve priserne, hævder de.
- Told på bildele vil forstyrre den globale forsyningskæde i bilindustrien og udløse en dominoeffekt, som vil føre til højere bilpriser for forbrugerne, lavere salg hos forhandlere og gøre det dyrere og mere uforudsigeligt at servicere og reparere køretøjer, lød det i et brev fra virksomhederne.
Blandt afsenderne var Toyota Motor, Volkswagen, Hyundai og General Motors. Brevet blev sendt til USA's handelsrepræsentant, Jamieson Greer, finansminister Scott Bessent og handelsminister Howard Lutnick.
- De fleste bildeleleverandører er ikke finansielt rustet til en pludselig forstyrrelse forårsaget af told. Mange er allerede under pres og vil stå over for produktionsstop, fyringer og konkurser, skrev de i brevet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker