USA vil sende kvindelige soldater i kamp
USA's forsvarsminister, Leon Panetta, har besluttet at ophæve et forbud mod, at kvinder i uniform kan deltage i direkte kamphandlinger.
Det siger flere forsvarskilder til amerikanske medier og internationale nyhedsbureauer.
Ændringen kan gøre det muligt, at tusindvis af kvinder sendes til fronten.
Det er ventet, at Panetta kommer med en officiel melding torsdag.
- Vi vil afskaffe politikken om, at der ikke skal være kvinder i enheder, som er i direkte kamp, siger en fremtrædende embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium til tv-stationen CNN.
Tilbage i 1994 indførte USA et forbud mod, at kvinder kan deltage i mindre kampenheder ved fronten, skriver Reuters.
Der er dog blevet lempet på de regler inden for de seneste år. Kvinder kan sejle med flådens ubåde, og tidligere på måneden åbnede militæret op for, at kvinder kan være helikopterpiloter i en elitestyrke, oplyser CNN.
Nogle kvindelige soldater har også været knyttet til kampenheder i Afghanistan og Irak. I disse to krige har mindst 130 kvinder mistet livet, og over 800 er ifølge CNN blevet såret.
Kilder siger dog til tv-stationen, at en ophævelse af forbuddet ikke medfører, at der er åbent for kvinder på alle militære poster og funktioner "med det samme fra torsdag".
De enkelte militærtjenester kan indtil 2016 søge om undtagelse, hvis de mener, at der er job eller positioner, som ikke er passende for kvinder.
Leon Panetta ventes i midten af februar at blive afløst af tidligere senator Chuck Hagel. Hagel skal være blevet orienteret om planerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker