USA vil undersøge falske våbendele i Kina

To fremtrædende amerikanske senatorer beskyldte tirsdag Kina for at lægge hindringer i vejen for en undersøgelse af, hvordan forfalskede elektroniske systemer er havnet i amerikanske våben, fordi landet nægter at udstede visa til efterforskerne.

- Jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket, men jeg er i høj grad skuffet, og det er ikke i deres interesse, siger formanden for Senatets udvalg for de væbnede styrker, demokraten Carl Levin.

- USA og Kina er ikke skabt til at være modstandere. Vi har fælles interesser, og dette er faktisk én af dem, siger den republikanske senator John McCain.

Senatorerne fortæller, at de i ugevis har forsøgt at få indrejsevisa, så efterforskerne kan rejse til Shenzhen i Guangdong-provinsen, som de mener er centrum for handel med forfalskede våbendele.

- Vi tager ikke stilling til skyld eller ikke skyld, men der er tilstrækkeligt med beskyldninger, siger McCain, der påpeger, at det, der står på spil er "muligheden for dette land for at beskytte sig selv med våbensystemer, det kan stole på".

Amerikanske våbenproducenter peger "næsten helt og udelukkende på Kina og specielt byen Shenzhen som kilden til de forfalske elektroniske systemer", siger Levin.

- Vores medarbejdere har fået at vide, at handlen med de forfalskede elektroniske systemer foregår helt åbenlyst i byen, og de har planer om selv at rejse dertil for at se det med egne øjne, fortsætter han.

Wang Baodong, der er talsmand for den kinesiske ambassade i Washington, siger, at sagen "involverer retshåndhævelse og Kinas juridiske suverænitet, der bør respekteres".

- Vi har forklaret kongresmedlemmernes kontorer, at sådanne sager bør rejses gennem de sædvanlige kanaler for kinesisk-amerikansk juridisk samarbejde, og vi er villige til at samarbejde med amerikanerne, siger Wang.

/ritzau/AFP

USA beskylder Kina for at forhindre en undersøgelse af, hvordan falske reservedele havner i amerikanske våben.

Offentliggjort Sidst opdateret