USA har bedt sine diplomatiske missioner rundt om i verden om at vurdere de potentielle trusler, som amerikanere løber i forbindelse med, at en præst i Florida har planer om at afbrænde eksemplarer af Koranen.
Mark Toner, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, bekræfter medieforlydender om, at USA's ambassader og konsulater rundt om i verden er blevet bedt om at vurdere trusselsbilledet.
Udenrigsministeriets pressechef, Philip Crowley, mindede onsdag om, at general David Petraeus, leder af de amerikanskledede Nato-styrker i Afghanistan, har luftet sin bekymring over den øgede trussel, koranafbrændinger vil udsætte hans soldater for.
- Vi har derudover en bekymring for vore diplomater og amerikanere, der er på rejse rundt om i verden, som kan blive fanget i tragiske følger af, hvad der måtte ske i weekenden, sagde Crowley.
USA og en lang række andre lande har appelleret til pastor Terry Jones fra The Dove World Outreach Center i Florida om at afstå fra planerne om at afbrænde eksemplarer af Koranen. Disse afbrændinger er planlagt til at finde sted lørdag på niårsdagen for terrorangrebene på USA 11. september 2001.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde