USA: Zelenskyj kan fortsat komme tilbage

På få timer gik det fra håndtryk til hårdknude, da Trump og Zelenskyj fredag holdt møde i Det Hvide Hus. Zelenskyj forlod mødet i utide og kom derfra uden en aftale mellem USA og Ukraine. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

En aftale mellem USA og Ukraine er stadig mulig. Men bolden ligger hos Zelenskyj, mener USA.

Offentliggjort Sidst opdateret

En talsperson for det amerikanske udenrigsministerium siger sent fredag aften dansk tid, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, kan "vende tingene".

Udtalelsen kommer, efter et møde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Zelenskyj tidligere fredag.

- Præsident Zelenskyj, jeg tror, at han måske kommer på andre tanker, men han har en chance for at vende det her, siger talspersonen Tammy Bruce under et interview med Fox Business ifølge Reuters.

Det var meningen, at de to lande skulle underskrive en fælles aftale om ukrainske mineraler. Men efter en ophedet samtale mellem parterne i Det Hvide Hus kuldsejlede mødet, og parterne gik hver til sit - uden en aftale.

Aftalen er en del af et større politisk arbejde for at sikre fred i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Efter at forhandlingerne mellem de to præsidenter var brudt samme, skrev Donald Trump, at han ikke mener, at Zelenskyj er klar til fred.

Det gjorde præsidenten i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.

Trump mener også, at Zelenskyj ikke har udvist respekt for USA under deres fælles møde.

- Han (Zelenskyj, red.) kan komme tilbage, når han er klar til fred, lød det fra Trump på Truth Social.

Ifølge Reuters citeres Tammy Bruce for at sige, at en aftale stadig er mulig.

- I dag var uforklarlig, siger hun ifølge Reuters til Fox.

Hun bliver også spurgt til, om Zelenskyj skal blive ved med at være Ukraines præsident.

- Vores holdning er, at hvert land selv må beslutte sig, siger Bruce.

Under mødet mellem de to præsidenter var stemningen intens, og Trump pegede flere gange på Zelenskyj og kaldte ham "utaknemmelig".

Trump sagde derefter, at den ukrainske leder "leger med Tredje Verdenskrig".

Efter mødet har Zelenskyj modtaget støtte fra flere europæiske regeringschefer, der fortsat vil støtte Ukraine.

/ritzau/