Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, kræver, at regeringen i Syrien gør, hvad der står i dens magt for at beskytte amerikanske diplomater i landet.
- Vi kræver, at de tager ethvert skridt muligt for at beskytte vore diplomater i henhold til deres folkeretslige forpligtelser, siger Clinton til journalister.
Hendes udfald mod styret i Damaskus kommer efter, at vrede demonstranter torsdag forsøgte at angribe den amerikanske ambassadør i Syrien.
En menneskemængde på næsten 100 syriere forsøgte at storme et kontor i den syriske hovedstad, hvor den amerikanske ambassadør, Robert Ford, skulle til at have et møde med oppositionspolitikeren Hassan Abdelazim.
Abdelazim siger til det franske nyhedsbureau AFP, at menneskemængden "forsøgte at bryde døren op til mit kontor, men det lykkedes ikke for dem".
Forholdet mellem Syrien og USA er anspændt.
Styret i Damaskus har nyligt beskyldt Washington for at anspore "væbnede grupper" til at gribe til vold i forbindelse med demonstrationerne mod Syrien præsident, Bashar al-Assad.
Demonstrationerne, som de syriske politistyrker har slået hårdt ned på, har stået på de seneste seks måneder.
Ford, den første amerikanske ambassadør i Syrien i over fem år, kom til Damaskus i januar. Han er dog endnu ikke blevet formelt godkendt af Senatet i Washington.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker