USA's centralbank holder renten i ro
Helt som ventet fastholder den amerikanske centralbank renten. Men der er åbnet for rentenedsættelser i år.
Den amerikanske centralbank, Fed, lader den ledende rente være uændret. Det er blevet offentliggjort efter et rentemøde onsdag, skriver Reuters.
Det er femte møde i træk, at banken beslutter at holde renten i ro i intervallet 5,25-5,50 procent. Dermed har USA ikke ændret på renten i mere end et halvt år.
Meldingen var ventet, lyder det fra flere økonomer.
Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, siger i en skriftlig kommentar, at alt andet end en fastholdelse af renten havde været en gigantisk overraskelse.
- Men de signalerer dog, at der kan blive åbnet op for posen i år, siger han og henviser til, at Fed i pressemeddelelsen onsdag har brugt ordet "rentesænkning".
- Samtidig viser en frisk opgørelse af centralbankernes medlemmer, at der er stemning for rentenedsættelser i år, lyder det fra cheføkonomen.
Rentemeddelelsen fra Fed onsdag kom ikke som en stor overraskelse, men den store nyhed i forbindelse med det pengepolitiske møde er, at centralbankens komité forventer tre rentenedsættelser i år.
Det mener cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer.
- Dermed står døren fortsat på klem for en rentenedsættelse før sommerferien, formentlig i juni, lyder det fra ham.
Cheføkonom i Danske Bank Lars Olsen påpeger, at inflationen i USA stadig er for høj til, at centralbanken kan begynde at sætte renten ned.
Inflationen i USA steg en smule i februar. Forbrugerpriserne steg på årsbasis med 3,2 procent i februar, hvilket var 0,1 procentpoint højere end i januar.
- På den baggrund kan man undre sig over, hvorfor de overhovedet vil sætte renten ned, lyder det fra Lars Olsen i en skriftlig kommentar, og han tilføjer:
- Svaret er, at man gerne vil gå gradvis til værks og starte med lidt ad gangen at reducere, hvad der immervæk er en meget høj rente, i hvert fald i forhold til, hvad centralbanken anser som normalt.
Det er ikke den amerikanske centralbank, der bestemmer renten i Danmark, men den har en stor betydning for Danmark alligevel.
- Jo mere pilen peger nedad for de amerikanske renter, jo mere vil investorer søge mod andre lande såsom Danmark og presse markedsrenterne ned her også, siger Lars Olsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned