USA's energiminister Chu trækker sig

USA's energiminister, Steven Chu, der har modtaget Nobelprisen i fysik og har haft ansvaret for at gennemføre præsident Barack Obamas grønne energiprojekter, forlader regeringen, oplyser en højtstående embedsmand i administrationen fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var i vide kredse ventet, at Chu ville trække sig. Hans afgang giver Obama mulighed for at sætte et helt nyt hold, som skal sørge for at presse en politik igennem, der tager højde for klimaændringerne.

- Som modtager af Nobelprisen sørgede Steve for at give Energiministeriet en enestående forståelse for de alvorlige udfordringer, der ligger i klimaforandringerne, og de utrolige muligheder, som ren energi repræsenterer for USA's økonomi, siger Obama.

Chu har været minister i Obama-administrationen siden 2009. Præsidenten roser ham for at have hjulpet ham med at bære Amerika mod en reel uafhængighed på energifronten. Han blev kort efter Obamas valgsejr i 2009 udpeget som energiminister.

- Gennem de seneste fire år har vi fordoblet brugen af vedvarende energi, hvilket har reduceret vores afhængighed af importeret olie drastisk og bragt vores land på vinderkurs i forhold til det globale kapløb om job i sektoren for ren energi, siger Obama.

- Vi har også udvidet støtten til vores bedste ingeniører og iværksættere i deres arbejde med banebrydende innovation, som kan ændre hele vores fremtidige energiforsyning, tilføjer præsidenten.

Chu er den seneste af Obamas ministre, der meddeler sin afsked. Han følger i fodsporet på udenrigsminister Hillary Clinton, forsvarsminister Leon Panetta, finansminister Timothy Geithner, arbejdsminister Hilda Solis og transportminister Ray LaHood.

Obama har også en ledig post som indenrigsminister og en tom chefstol i miljøbeskyttelsesagenturet.

/ritzau/Reuters