USA's forsvarsministerium vil undersøge ministers indlæggelse
Der er fortsat ingen meldinger om, at den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, er blevet udskrevet fra militærhospitalet Walter Reed. Mandag blev han rykket fra intensivafdelingen til en almindelig sengeafdeling. (Arkivfoto). Foto: Cliff Owen/Ritzau Scanpix
USA's forsvarsminister var indlagt, uden hans kolleger kendte til det. Hans ministerium vil undersøge sagen.
Det amerikanske forsvarsministerium vil igangsætte en undersøgelse af forsvarsminister Lloyd Austins hospitalsindlæggelse.
Det oplyser ministeriet i et notat ifølge nyhedsbureauet AFP og ABC News.
- Målet med gennemgangen er at undersøge roller, processer, procedurer, ansvar og handlinger relateret til forsvarsministerens hospitalsindlæggelse.
I notatet fremgår det, at en uafhængig generalinspektør vil stå i spidsen for undersøgelsen.
70-årige Austin var indlagt i flere dage efter nytår, uden at hans nærmeste kolleger og hans øverste chef, præsident Joe Biden, kendte til det.
Ministerens sygdomsforløb var mørklagt indtil tirsdag, hvor det kom frem, at Austin var blevet behandlet for prostatakræft.
Forsvarsministeren sidder næstefter Biden i toppen af det amerikanske militærs kommandovej.
Dermed kræver hans jobmæssige forpligtelser, at han er tilgængelig med øjeblikkelig varsel til at tage sig af diverse nationale kriser.
Det gælder blandt andet, at Austin altid skal være i stand til at indgå i sikker kommunikation med andre højtstående amerikanske ledere - eksempelvis i tilfælde af et potentielt atomangreb.
Medlemmer af Det Republikanske Parti - heriblandt præsidentkandidaten Donald Trump - kræver, at Austin enten trækker sig eller bliver fyret som forsvarsminister, fordi han var indlagt i flere dage uden Bidens vidende.
Ifølge en talsperson for det amerikanske forsvarsministerium har Austin ingen planer om at trække sig fra sin post.
Det Hvide Hus' sikkerhedsrådgiver, John Kirby, har udtalt, at der ikke er nogen planer om, at Austin skal være andre steder end på forsvarsministerposten.
Torsdag er der fortsat ingen meldinger om, at Austin er blevet udskrevet fra militærhospitalet Walter Reed.
Han blev indlagt 1. januar og var på intensivafdelingen. Dagen efter overtog viceforsvarsminister Kathleen Hicks nogle af hans arbejdsopgaver, mens hun var på ferie i Puerto Rico.
Hicks fik kun at vide, at Austin ville være utilgængelig frem til 4. januar. Det har tre embedsmænd oplyst til Reuters.
Det var angiveligt samme dag, som Biden og flere andre højtstående personer i Det Hvide Hus blev orienteret om forsvarsministerens indlæggelse.
5. januar genoptog Austin alle sine arbejdsopgaver. 8. januar blev han rykket fra intensivafdelingen til en almindelig sengeafdeling.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker