USAs højesteret ser på livstidsstraffe

Den amerikanske højesteret skal nu se på, om det er i orden at idømme mindreårige, der ikke har begået drab, fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

De ni dommere skal se på to konkrete sager for at afgøre, om domme, der i praksis sender mindreårige i fængsel til de dør, er i strid med forfatningens ottende tillæg, der forbyder "ond og usædvanlig" afstraffelse. Begge sager stammer fra Florida, hvor 70 procent af de mindreårige, der er idømt fængsel på livstid, sidder.

Randy Hertz, der er professor i jura ved New York Universitet, siger, at højesteret skal overveje de samme argumenter, som blev brugt, da man i 2005 forbød dødsstraf for mindreårige.

- Livstid uden mulighed for prøveløsladelse er som dødsstraf, for det er en uigenkaldelig beslutning om den skyldiges endelige skæbne, siger han.

I alt sidder 109 personer i USA i fængsel på livstid for en forbrydelse, de begik som mindreårige. Ingen af dem er hvide.

/ritzau/AFP

USAs højesteret skal nu afgøre, om det er i strid med forfatningen at sende mindreårige i fængsel på livstid.

Offentliggjort Sidst opdateret