USA's Højesteret vedtager sit første etiske kodeks for dommere
USA's Højesterets ni dommere. (Arkivfoto). Foto: J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix
USA's Højesteret vedtager et etisk kodeks i lyset af kritik af gaver og rejser fra velhavende velgørere.
USA's Højesteret har vedtaget sit første etiske adfærdskodeks for dens ni dommere.
Det oplyser Højesteret mandag.
Det sker i lyset af vedvarende kritik af, at nogle højesteretsdommere har modtaget luksusrejser og gaver fra velhavende velgørere uden at oplyse derom. Det skriver nyhedsbureauet AP.
I modsætning til andre medlemmer af det føderale retsvæsen har de ni højesteretsdommere indtil nu ikke været underlagt et bindende etisk kodeks, skriver nyhedsbureauet.
Dommerne siger i en erklæring, at de længe har holdt sig til etiske standarder.
- Fraværet af et kodeks har imidlertid i de senere år ført til den misforståelse, at dommerne ved denne domstol - i modsætning til alle andre jurister i dette land - betragter sig selv som fritaget fra nogle etiske regler, skriver dommerne.
- For at rette op på denne misforståelse udsender vi dette kodeks, som i vid udstrækning repræsenterer en kodificering af principper, som vi længe har betragtet som styrende for vores adfærd.
Spørgsmålet om hvorvidt dommerne har handlet etisk har været omstridt i flere måneder.
I særdeleshed på grund af en række historier om dommer Clarence Thomas og hans undladelse af at fortælle om rejser og andre økonomiske forbindelser med velhavende konservative donorer, herunder Harlan Crow og Koch-brødrene.
Harlan Crow er en amerikansk ejendomsudvikler og stor donor til Det Republikanske Parti.
Koch-brødrene er bedst kendt for deres politiske aktiviteter på den amerikanske højrefløj og Koch Industries, som er den næststørste privatejede virksomhed i USA.
Det er dog ikke kun dommer Clarence Thomas, der har været i vælten. Også de to dommere Samuel Alito og Sonia Sotomayer har tidligere fået kritik for at opføre sig uetisk.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker