USA's John Kerry tror på fredsaftale om Mellemøsten
Israelske og palæstinensiske fredsforhandlere er blevet enige om at mødes til yderligere samtaler inden for to uger.
Målet er at nå til endelig enighed i løbet af de ni måneder, som forhandlingerne vil strække sig over, siger USA's udenrigsminister, John Kerry, efter de indledende forhandlinger i Washington.
Forhandlingerne er de første mellem parterne i næsten tre år og er mæglet af amerikanerne, der søger at mægle en aftale baseret på en tostatsløsning, hvor en palæstinensisk stat i Gazastriben og Vestbredden skal eksistere side om side med Israel.
Kerry mødte - flankeret af den israelske forhandler Tzipi Livni og hendes palæstinensiske kollega Saeb Erakat - pressen efter forhandlingerne. Og her understregede han, at der ikke er et alternativ til tostatsløsningen.
- Vi bliver alle nødt til at være stærke i vores tro på muligheden for fred og modige nok til at forfølge troen på fred og dristige nok til opnå, hvad disse to personer så længe har stræbt efter.
De to forhandlere fra Israel og Palæstina modtog i øvrigt tirsdag store roser fra den amerikanske præsident, Barack Obama.
- Præsidenten vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke sin taknemmelighed over for begge parter for det mod og lederskab, de har vist ved at mødes ved forhandlingsbordet, siger talsmand for Det Hvide Hus, Jay Carney.
Parterne vil enten mødes i Israel eller et sted i de palæstinensiske territorier til det kommende møde, oplyser John Kerry.
Nogle af de store stridspunkter i konflikten, der har varet i over seks årtier, er grænser, jødiske bosættelser på Vestbredden, palæstinensiske flygtninge, og hvad der skal ske med Jerusalem.
Samtalerne skal foregå over de næste ni måneder og begyndte over en middag mandag aften lokal tid i Washington.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde