USA's kongres fordømmer hvide nationalister og nynazister
Volden i Charlottesville brød ud lørdag 12. august, da en gruppe hvide nationalister demonstrerede mod planer om at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee. Foto: /ritzau/AP/Steve Helber/arkiv
/ritzau/AP/Steve Helber/arkiv
Efter dødelige raceuroligheder i byen Charlottesville støtter Kongressen et forslag, der fordømmer hadgrupper.
Kongressen i USA har givet sin støtte til en resolution, der fordømmer folk, som tror på den hvide races overlegenhed, nynazister og andre hadgrupper.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Støtten kommer efter et angreb i byen Charlottesville i Virginia, hvor en mandlig bilist 12. august påkørte og dræbte kvinden Heather Heyers, der deltog i en demonstration mod tilhængere af hvidt overherredømme og andre nationalister fra den yderste højrefløj.
19 andre blev såret ved påkørslen.
Medlemmer af Repræsentanternes Hus godkendte forslaget ved en mundtlig afstemning tirsdag. Det skete, dagen efter at forslaget var blevet godkendt i Senatet.
Forslaget bliver nu sendt videre til præsident Donald Trump, som har fået omfattende kritik for sin håndtering af protesterne og volden i Charlottesville.
Trump udtalte gentagne gange efterfølgende, at "begge sider bar skylden" for sammenstødene mellem de hvide nationalister og moddemonstranterne.
- Der var en gruppe på den ene side, der var ond. Og der var en gruppe på den anden side, der var ond.
- Ingen ønsker at sige det. Jeg vil gerne sige det lige nu, sagde han tre dage efter angrebet.
Volden i Charlottesville brød ud lørdag 12. august.
En gruppe hvide nationalister, der blandt andet talte medlemmer af Ku Klux Klan, nynazister og tilhængere af hvidt overherredømme, demonstrerede under overskriften "Foren højrefløjen" mod planer om at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee.
De blev mødt af moddemonstranter, der aktionerede imod racisme.
Grupperne stødte sammen i gadekampe, inden en bil torpederede moddemonstranterne.
En 20-årig formodet nazisympatisør mistænkes for at stå bag angrebet.
Det er de demokratiske senatorer Mark Warner og Tim Kaine, der sammen med fire andre kolleger fra både Demokraterne og Republikanerne har taget initiativ til forslaget om fordømmelse af hadgrupper.
I forslaget bliver Heather Heyers død beskrevet som "et hjemligt terrorangreb".
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde