Nogle af de titusinder af flygtninge, der er samlet under kaotiske forhold ved Libyens grænser, vil blive evakueret af amerikanske militærfly.
Det oplyser USA's præsident, Barack Obama, på en pressekonference.
Det vil især dreje sig om egyptiske flygtninge, der befinder sig på grænsen mellem Libyen og Tunesien.
Obama siger endvidere, at han har bedt både udenrigs- og forsvarsministeriet overveje muligheden af eksempelvis at indføre en flyveforbudszone i Libyen. Det skal forhindre, at Gaddafi-styret sender kampfly på vingerne for at angribe oprørere.
- Vi skal tage vores beslutninger ud fra en betragtning af, hvad der vil være bedst for det libyske folk, og i samarbejde med det internationale samfund, siger den amerikanske præsident.
Samtidig gentager han sin opfordring til den libyske leder, Muammar Gaddafi, om at gå af. Han understreger, at såvel USA som lande i resten af verden er forfærdede over de blodige begivenheder i Libyen.
- Vi vil fortsat sende en klar besked: Volden må stoppe, siger den amerikanske præsident og understreger, at Gaddafi har mistet sin legitimitet.
Tidligere er Obama kommet med opfordringer til Gaddafi om at gå af i skriftlige meddelelser, men det er første gang, han siger det offentligt.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned