USA's næstrigeste vil hæve de riges skat

Rige amerikanere skal beskattes hårdere. Sådan lyder beskeden fra USA's næstrigeste mand, investoren og mange mangemilliardæren Warren Buffet.

- Vi er nødt til at bruge 20 procent af vores bruttonationalprodukt til de ting, som vi tror på er nødvendige for vores land, siger Buffet.

- Hvis man ikke tager pengene fra sådan nogen som mig, så bliver man nødt til at tage dem fra nogle andre, men hvorfor tage dem fra de mennesker, der serverer frokost for de rigeste?

Takket være skattelettelser, som blev vedtaget under USA's forhenværende præsident, George Bush, siger Warren Buffet, at han betaler den laveste skatteprocent blandt alle de ansatte i hans firma, inklusiv "de sekretærer, som tager telefonen", og rengøringsdamen.

Skattelettelser er blevet et af de største emner i amerikansk politik frem mod midtvejsvalget den 2. november.

Præsident Obama og hans demokratiske allierede har foreslået at fortsætte skattelettelserne indført af Bush-administrationen i to år, men ikke for de husholdninger, der tjener over 250.000 dollar (godt 1,35 millioner kroner) om året.

Republikanerne står i den modsatte grøft fast på, at hverken rige eller fattige bør få hævet deres skat. De lovede således i sidste måned at kæmpe for, at stoppe demokraternes "jobdræbende skattestigninger".

/ritzau/AFP

USA's næstrigeste mand og verdens tredjerigeste, investoren Warren Buffet, mener, at de rige betaler for lidt i skat i USA.

Offentliggjort Sidst opdateret