USA's nye forsvarsminister: Vi kan ikke styre verden

Amerika bliver nødt til at samarbejde med sine allierede og opbygge gode forhold med andre lande. USA kan ikke styre verden. Sådan lyder det fra Chuck Hagel, der onsdag blev taget i ed som ny amerikansk forsvarsminister.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg har altid ment, at Amerikas rolle er at engagere sig i verden. Vi kan ikke diktere verden, men vi må engagere os i den, siger Chuck Hagel under en tale i det amerikanske forsvarsministerium Pentagon.

Amerikanske forsvarsministre tillægger sig typisk en hård tone for at sende et signal til USA's modstandere, men Hagels udmeldinger ligger tæt op af Barack Obamas planer, hvor tilbagetrækning af soldater bliver vægtet højt efter et årti med krige i Irak og Afghanistan.

Chuck Hagel slår fast under talen, at USA har begået fejl undervejs.

- Vi laver fejl. Vi har lavet fejl, og vi vil fortsætte med at lave fejl.

- Men vi er det godes kraft. Det må vi aldrig glemme, og det skal vi altid huske på. Det er det, der driver os hver dag, siger Chuck Hagel.

Obamas valg af Hagel som ny forsvarsminister efter Leon Panetta har været omstridt. På trods af sin fortid som højt dekoreret veteran fra Vietnamkrigen mener flere republikanere nemlig, at Chuck Hagels synspunkter gør ham uegnet til forsvarsministerposten.

Hagel, der er republikaner, er af flere af sine partifæller blevet beskyldt for at være fjendtlig over for Israel og for blødsøden over for Iran, som USA frygter er ved at udvikle atomvåben.

/ritzau/AFP