USA's nye udenrigsminister til Panama for at drøfte kanalens fremtid
Den 54-årige nye amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, holder tale til ansatte i udenrigsministeriet i Washington D.C. kort efter sin tiltræden den 21. januar. Hans kone, Jeanette Dousdebes, lytter med. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters
Marco Rubio, USA's nye udenrigsminister, tager på sin første udlandsrejse. Den går til Panama. Her skal han drøfte Panamakanalen, som Trump vil gøre amerikansk.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
José Raúl Mulino er stadig politisk fast i kødet.
Han er præsident i Panama.
Lige siden USA's nye præsident, Donald Trump, begyndte at tale om, at Panamakanalen skal under USA's kontrol, har Mulino fastholdt, at kanalen forbliver Panamas.
Det gjorde han også natten til fredag under et pressemøde i Mexico.
- Jeg kan ikke forhandle om det, sagde han.
Annonce
- Det er afgjort. Kanalen er Panamas.
Det får han lejlighed til at gentage over for amerikanerne, når USA's nye udenrigsminister, Marco Rubio, kommer på besøg lørdag.
Traditionelt er amerikanske udenrigsministres første udlandsrejse gået til nogle af USA's nærmeste allierede lande for at fastslå samarbejdet, påpeger AFP.
Trump-administrationen er anderledes.
Inden Trump begyndte at tale om sin ambition om at udvide USA's territorium med nærliggende områder - han har nævnt Grønland, Canada og Panamakanalen - talte han i lang tid om at sende millioner af illegale indvandrere ud af USA.
Det er overvejende indvandrere fra Mellem- og Sydamerika, og Trump er nu i fuld gang med at prøve at leve op til sit valgløfte.
Så første stop på Rubios rejse er Panama.
Efter samtaler om kanalen rejser han til El Salvador, Guatemala, Costa Rica og Den Dominikanske Republik.
Her vil han prøve at få et samarbejde med USA om hjemsendelse af deres statsborgere op at stå.
Panama's præsident, José Raúl Mulino, tager lørdag imod Rubio fra USA. Mulino holder fast i, at USA ikke kan gøre Panamakanalen amerikansk. Foto: Aris Martinez/Reuters
Inden afrejsen har Rubio i et interview med radioen SiriusXM sagt, at han søger "stærkere" partnerskaber på den vestlige halvkugle.
Annonce
Det er Nord- Mellem- og Sydamerika.
Trump har beskyldt Panama for at tage overpris for amerikanske skibe, der skal igennem Panamakanalen. Han siger også, at Kina kontrollerer kanalen.
Panama har afvist det hele.
Marco Rubio, tidligere senator fra Florida, er USA's første udenrigsminister, som taler flydende spansk. Han er født i Florida af indvandrere fra Cuba.
Og det kan være, at han får brug for alle sine talegaver, når han på rejsen skal overbevise om Trump-administrationens politik.
- Trumps kommentarer om at USA er nødt til at tage kanalen tilbage, frembringer gamle spøgelser om amerikansk imperialisme, siger Leland Lazarus, en ekspert i Mellemamerika på Florida International University og i tænketanken Atlantic Council, ifølge AFP.
Et containerskib på vej igennem den 82 kilometer lange Panamakanal. Skibene kan via kanalen skyde genvej mellem Atlanterhavet og Stillehavet, så de slipper for en lang tur ned om Sydamerika. Billedet er taget den 29. januar. Foto: Martin Bernetti/Ritzau Scanpix
Men Rubio siger i interviewet, at han "ikke er i tvivl om", at Kina har en plan om at lukke Panamakanalen, hvis det kommer til konflikt med USA.
Den trussel vil USA fjerne.
Rubio påpeger, at et firma med base i Hongkong opererer to havne i kanalen. Den ene ved indsejlingen fra Atlanterhavet, den anden ved indsejlingen fra Stillehavet.
Det indebærer en risiko for USA, vurderer Rubio.
Annonce
- Firmaet skal gøre, hvad Kina siger, siger han ifølge Reuters.
Og hvis Kina i en konflikt siger, at firmaet skal lukke kanalen, er firmaet nødt til at gøre det, er hans pointe.
Det Hongkongfirma, der driver de to havne, hedder CK Hutchinson. Der er også andre havne i nærheden, og de drives af private firmaer fra USA, Singapore og Taiwan.
Under sin rejse skal Marco Rubio også drøfte hjemsendelse af illegale migranter i USA med mellemamerikanske ledere. Billedet er fra Rio Grande-grænsen mellem Mexico og Texas, hvor illegale migranter krydser ind i USA. (Arkivfoto). Foto: Suzanne Cordeiro/Ritzau Scanpix
Rubio siger i interviewet ikke noget om, at USA vil tage kanalen og gøre den amerikansk. Men han fastholder, at den nuværende situation "ikke kan fortsætte".
- Jeg vil sige, at kanalen allerede er i armene på Kina, siger Rubio og tilføjer, at han håber, sagen snart kan løses.
Kritikere har beskyldt Trump for moderne imperialisme med truslerne mod Panama, Danmark og Canada. At hans optræden kan give Rusland et alibi i krigen mod Ukraine og Kina et alibi i Taiwan-konflikten.
Men nogle analytikere peger ifølge Reuters på, at det kan være teatertorden for at give USA et godt udgangspunkt, som senere kan tvinge indrømmelser igennem.
/ritzau/
Kort om Panamakanalen
* Hovedsageligt bygget af USA med afrocaribisk arbejdskraft. Åbnede i 1914.
* 82 kilometer lang. Bygget som et slusesystem. Skibe kan skyde genvej mellem Atlanterhavet og Stillehavet, så de slipper for den lange rejse syd om Sydamerika.
* Amerikanerne forvaltede kanalen i årtier, men i 1977 underskrev USA og Panama en aftale, som banede vejen for, at kontrollen over kanalen kunne overgå fuldstændigt til Panama. Det skete under præsident Jimmy Carter efter pres fra antikoloniale bevægelser.
* Aftalen forpligter Panama til at holde kanalen åben for alle lande på lige vilkår.
* I 1999 blev kanalen overdraget til Panama. Siden har Myndigheden for Panamakanalen (ACP), hvis bestyrelse udpeges af Panamas regering, stået for driften.
* USA er den største bruger af kanalen, Kina den næststørste.
Kilder: AFP, Reuters, Den Store Danske.
/ritzau/
Donald Trump har ikke været USA's præsident i to uger endnu, men har med opsigtsvækkende forslag og trusler sat sig på dagsordener verden over. Han har blandt andet erklæret, at USA vil udvide sit territorium. Det kan være med Grønland, Canada og Panamakanalen. Han har også skiftet navn på "Den Mexicanske Golf", der i USA nu hedder "Den Amerikanske Golf". Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Opkaldt efter Ulf Pilgaard: Ny pris skal uddeles ved nyt show i Nykøbing
Kommune advarer borgere
Ledelse på skole er væk
CBS må give afslag til de fleste ansøgere efter rekordstor interesse
Lene har taget et kæmpe spring: Jeg var bange for skolen – nu starter jeg som elev
Mest læste artikler
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Ledelse på skole er væk
Forældre i opråb om massive rotteproblemer på skole: - Det er ikke rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud