USA's og Ruslands topgeneraler taler for første gang i krigen
General Mark Milley har fået hul igennem til sin russiske kollega - for første gang, siden krigen i Ukraine begyndte. I forgrunden er det USA's forsvarsminister, Lloyd Austin. (Arkivfoto). Foto: Tom Williams/Ritzau Scanpix
Efter samtale mellem forsvarsministrene vil USA's og Ruslands forsvarschefer også holde linjen åben.
USA's forsvarschef og øverste general, Mark Milley, har talt i telefon med sin russiske modpart, Valerij Gerasimov. Det er deres første samtale, siden krigen i Ukraine begyndte for knap tre måneder siden.
Det oplyser en talsmand for Milley torsdag.
- De militære ledere drøftede flere sikkerhedsrelaterede spørgsmål og er enige om at holde kommunikationslinjerne åbne, siger talsmanden.
Han vil ikke oplyse yderligere om, hvad der blev talt om.
- I overensstemmelse med hidtidig praksis vil detaljer om deres samtale blive holdt fortroligt, tilføjer han.
Ifølge en russisk tv-station, der er kontrolleret af forsvarsministeriet, fandt samtalen sted på Milleys initiativ. De to generaler talte om situationen i Ukraine, skriver AFP.
Milley og hans russiske modpart talte senest sammen den 11. februar. Det var knap to uger, inden at russiske soldater rykkede ind i Ukraine.
- Indtil i dag har de ikke talt sammen siden, siger Milleys talsmand ifølge AFP.
I sidste uge talte USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, med den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu. Det var første gang, de to ministre talte sammen siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar.
Her opfordrede Austin til, at Rusland omgående indfører våbenhvile.
En talsmand for Pentagon sagde siden, at den samtale "ikke løste nogen akutte spørgsmål eller førte til nogen ændring i, hvad russerne gør eller siger".
Siden Rusland invaderede Ukraine, har USA og Rusland etableret en hotline. Den skal forhindre fejlberegninger og en udvidelse af konflikten.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker