USA's økonomiske vækst falder i forhold til første kvartal

Væksten i den amerikanske økonomi aftog mindre en ventet i andet kvartal i år, viser nye tal. Her bliver varer lastet på skibe i Long Beach Port i Californien. (Arkivfoto) Foto: Mark Ralston/Ritzau Scanpix

USA's økonomi voksede mere end ventet i andet kvartal. Væksten er dog faldet i forhold til første kvartal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske økonomi voksede med 2,1 procent i andet kvartal af 2019.

Det viser den første opgørelse af bruttonationalproduktet, bnp, for perioden, der er offentliggjort fredag eftermiddag.

Det var mere end forventet. Konsensus blandt økonomer var således en vækstrate på 1,8 procent. Det skriver Bloomberg News. Alligevel er det dog et fald i forhold til de 3,1 procent, som bnp voksede med i årets første kvartal.

De tal, myndighederne fredag har fremlagt, er såkaldt annualiseret fra første til andet kvartal.

Væksten svarer til omkring 0,5 procent omregnet til danske forhold, hvor vi typisk ikke annualiserer tallene, forklarer Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, i en skriftlig kommentar.

- 2,1 procent vækst er meget pænt taget i betragtning af, at der har været bekymringer for væksten i amerikansk økonomi i et godt stykke tid, og hvor alle nøgletal ikke har været lige gode.

Økonomer frygter, at en begrænset økonomisk vækst kan fortsætte resten af året - blandt andet på grund af en handelsstrid mellem USA og Kina.

- Vi håber og tror på, at der senere på året kan komme en handelsaftale mellem USA og Kina. Den handelspolitiske usikkerhed har også været med til at holde væksten nede, siger Mikael Olai Milhøj.

Han tilføjer, at det også for dansk økonomi er det vigtigt, at amerikansk økonomi er i god form.

- Danmark er en lille, åben økonomi, og vores økonomiske situation afspejler, hvordan det går i resten af verden, herunder USA.