USA's opposition vil trække udnævnelse af dommer i langdrag
Neil Gorsuch har ikke overbevist demokraternes leder, Chuck Schumer, om, at han vil være en acceptabel højesteretsdommer i USA. Derfor vil Schumer nu forsøge at blokere hans udnævnelse. Foto: AP/Susan Walsh
AP/Susan Walsh
Demokraternes leder i Senatet vil stille sig i vejen for Donald Trumps kandidat som højesteretsdommer.
Hvis den amerikanske præsident, Donald Trump, troede, at han ville få nemt ved at få udnævnt sin kandidat, Neil Gorsuch, som ny højesteretsdommer, tog han fejl.
Ifølge Chuck Schumer, der er leder af demokraterne i Senatet, vil hans parti trække udnævnelsen i langdrag så lang tid som muligt. Det siger han til avisen Wall Street Journal.
- Jeg har tænkt meget over den her udnævnelse, og hvad det betyder for Højesterets og vores lands fremtid, siger Chuck Schumer.
Han opfordrer sine partifæller til at slutte sig til kampen for at trække udnævnelsen ud i en såkaldt filibuster.
Det kan betyde et større tovtrækkeri i Senatet.
Demokraterne har ikke flertal i Senatet. Men Senatets forretningsorden giver en hvilken som helst senator ret til at tale uden øvre tidsgrænse om et hvilket som helst emne.
Der skal tre femtedeles flertal til at stoppe debatten og skride til afstemning.
Det betyder, at republikanerne skal bruge mindst 60 medlemmer til at stoppe talestrømmen. Der er 52 republikanske medlemmer af Senatet.
Mindst otte af resten - 46 demokrater og 2 uafhængige - skal dermed stemme med republikanerne.
Med et simpelt flertal kan republikanerne dog ændre kammerets forretningsorden. Det bliver ofte kaldt den "nukleare løsning", fordi det betragtes som en indgribende ændring.
En sådan løsning vil også møde hård modstand fra Chuck Schumer.
- Løsningen er ikke at ændre regler. Det er at ændre kandidaten, siger han.
I 2013 ændrede demokraterne reglerne, så muligheden for en filibuster blev fjernet for udnævnelser på lavere niveau end Højesteret.
En kandidat til Højesteret skal kun godkendes i Kongressens ene kammer.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde