USA's postvæsen advarer om tabte brevstemmer
Præsident Donald Trump har de seneste par uger brokket sig gevaldigt over brevstemmer, som, han mener, fører til valgsvindel. Nu ser det ud til, at der er tvivl om, hvorvidt brevstemmerne overhovedet kan nå frem til tiden. (Arkivfoto) Foto: Lindsey Wasson/Reuters
Lindsey Wasson/Reuters
Postvæsenet advarer om, at de ikke kan nå at udsende og modtage brevstemmer, som risikerer ikke at tælle med.
USA's postvæsen har advaret flere delstater om, at der er brug for mere tid til at optælle brevstemmerne til det kommende præsidentvalg i november.
I halvdelen af de amerikanske delstater kan man anmode om at brevstemme helt op til en uge før valget.
Postvæsenet mener dog ikke, at den tidsramme er tilstrækkelig, for at brevstemmerne både kan nå ud til vælgerne og retur til valgmyndighederne for at blive talt op i tide.
- Der er en betydelig risiko for, at vælgerne ikke har tid nok til at udfylde og sende stemmesedlerne tilbage til de valgtilforordnede, tids nok til at de kan nå at komme frem inden deadline, siger chefjurist Thomas Marshall for United States Postal Service (USPS).
- Det er vigtigt, at de valgtilforordnede forstår og medregner vores operationelle standard og anbefalede tidsrammer, siger postvæsenets talsmand Martha Johnson.
USPS er havnet midt i en politisk fejde med præsident Donald Trump. Han sagde torsdag, at han er imod at støtte postvæsenet med bedre finansiering.
Trump har ved flere tilfælde udtalt sig imod brevstemmer og sagt, at anvendelsen af brevstemmer fører til valgsvindel.
Ved det seneste præsidentvalg i 2016 blev 0,25 procent af brevstemmerne afvist, fordi de ikke var nået frem til de valgtilforordnede i tide.
Problemerne med brevstemmer har allerede sat et grimt aftryk på flere primærvalg i år. Vælgere i delstaten Georgia har oplevet, at deres brevstemmer ikke nåede frem til dem.
Problemet har fået ekstra opmærksomhed i løbet af de seneste par uger, fordi den nyudnævnte chef for USPS, Louis DeJoy, har indledt sparerunder i det amerikanske postvæsen, der har ført til utallige postforsinkelser.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde