USA's regering fjerner beviser mod benådede deltagere i kongresstormen

En aktivist holder et banner uden for et fængsel i Washington D.C. Her står, at alle "J6-gidsler" skal benådes på dag et. Det er en opfordring til Trump om at benåde de fanger og anklagede, der stormede Kongressen den 6. januar (J6) i 2021. Trump har leveret, hvad hans tilhængere efterlyste. Foto: Kayla Bartkowski/Ritzau Scanpix

USA's justitsministerium er i gang med at fjerne dokumenter fra sin hjemmeside om stormen på Kongressen i 2021. Beviser mod benådede stormløbere er væk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som en af sine første gerninger som præsident satte Donald Trump for en uge siden sin underskrift på et dekret om benådning af næsten alle over 1500 personer, der var dømt eller anklaget for at have deltaget i stormen på Kongressen den 6. januar 2021.

Det skabte hurtigt travlhed ved døren ud til friheden i fængslerne i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., hvor dømte stormløbere blev løsladt på stribe.

Omkring 1200 fanger blev løsladt. 300 sager, der endnu ikke var afgjort, blev droppet efter benådningen.

Trumps regering er ikke færdig med sagen endnu.

CNN skriver, at justitsministeriet er i fuld gang med at slette alle dokumenter i komplekset, så det ikke er muligt for journalister, forskere, studerende og alle andre at søge i sagerne for at finde ud af, hvad der er op og ned.

Den 6. januar 2021 stormede Trump-tilhængere Kongressen, hvor kongresmedlemmerne skulle godkende resultatet af præsidentvalget fra november 2020.

Det var her, hvor Joe Biden vandt over den siddende præsident, Donald Trump, men Trump anerkendte ikke sit nederlag.

Det har han stadig ikke gjort.

Kort før kongresstormen opildnede han i en tale sine tilhængere til at "kæmpe som ind i helvede" og gå mod Kongressen for at protestere.

Justitsministeriet har haft en database, hvor man kunne søge i sagerne om stormen og i hele sagskomplekset. Den database er nu fjernet, og CNN har forgæves forsøgt at få en forklaring fra ministeriet.

Ifølge CNN, der er et Trump-kritisk medie, indeholder den nu fjernede database oplysninger om "den største kriminelle efterforskning for justitsministeriet i moderne tid".

Fjernelsen af databasen vækker derimod glæde hos deltagere i kongresstormen - de såkaldte J6'ere.

- Det her er en kæmpe sejr for J6'erne, skriver Brandon Straka, en af de benådede, på X.

- Denne hjemmeside var et af utallige våben, som den føderale regering brugte til at genere og gøre livet umuligt for J6'ere.

Donald Trump lovede, inden han blev taget i ed som præsident den 20. januar, at han ville benåde fængslede og anklagede for stormen på Kongressen i 2021. Men det var ikke klart, hvor mange han ville benåde. Det har vist sig, at over 1500 er blevet benådet. Billedet er taget om bord på Trumps præsidentfly den 25. januar. Foto: Leah Millis/Reuters

Han skriver også, at han har kæmpet for at få databasen væk. For hver gang en J6'er søgte job, søgte om at leje en bolig eller andre ting, så kunne man gå ind i basen og se på beskyldninger og anklager, som ifølge Straka aldrig er bevist, skriver CNN.

Benådningen har vakt stor debat i USA og har mødt omfattende kritik fra specielt Demokraterne, hvis præsidentkandidat Kamala Harris tabte til republikaneren Trump ved valget den 5. november 2024.

Men der er også republikansk kritik.

En kritiker er senator Lindsey Graham, en mangeårig allieret af Trump.

Graham sidder i Senatets retsudvalg og sagde søndag til tv-stationen NBC:

- At benåde folk, der gik til Capitol (Kongressen, red.) og tævede en politimand, er efter min mening en fejl. For det virker som om, at det er i orden at gøre det.

Under stormen blev mange mennesker såret, herunder 140 betjente. Fem mennesker døde på dagen eller i dagene derefter.

Den republikanske senator Lindsey Graham er en af de republikanske politikere, der har kritiseret løsladelsen af de såkaldte J6'ere. Billedet er fra Kongressen den 22. januar, hvor han skænker sig en cola zero. Foto: Kayla Bartkowski/Ritzau Scanpix

CBS rapporterer i øvrigt, at en gruppe demokratiske senatorer vil forsøge at få kritiske republikanske senatorer ud af busken med en resolution, der fordømmer Trumps benådninger af J6'erne.

/ritzau/

Kort om stormen på Kongressen

* Det skønnes, at mellem 2000 og 2500 Trump-tilhængere stormede Kongressen 6. januar 2021. Det skete, mens demokraten Joe Biden var ved at blive bekræftet som USA's nye præsident.

* Optakten var en ophidset tale fra præsident Donald Trump til sine tilhængere. Han hævdede fejlagtigt, at Biden brugte valgsvindel for at vinde valget. Trump holder stadig fast i sin påstand.

* Trump ventede i timevis med at komme med en offentlig udtalelse, mens stormløbet stod på, selv om hans tilhængere raserede kongresbygningen, overfaldt politi og udgjorde en trussel mod landets politikere.

* Det tog fire timer at sikre bygningen, efter at Trump-tilhængere havde tiltvunget sig adgang til den.

* Fem personer døde i forbindelse med stormløbet, heriblandt en politibetjent. 140 betjente blev såret.

* Over 1500 personer blev anklaget i forbindelse med stormløbet.

Kilder: New York Times, Reuters og BBC.

/ritzau/

Det gik hedt til foran Kongressen i Washington D.C. den 6. januar 2021, da Trump-tilhængere stormede bygningen. Her er aktivister og politifolk i slagsmål. Foto: Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix
De fleste af de over 1500 anklagede og dømte fra kongresstormen for fire år siden er nu benådet af præsident Donald Trump. Foto: Shannon Stapleton/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu