USA's regering sætter forbud mod mentolcigaretter på pause
Cigaretter med mentolsmag blev ulovlige i Danmark i foråret 2020, men de er stadig vidt tilgængelige i USA. (Arkivfoto). Foto: Jeff Chiu/Ritzau Scanpix
USA bremser forbuddet mod mentolcigaretter, som er langt mere populære hos sorte end hos hvide amerikanere.
Den amerikanske regering har fredag besluttet sig for at bremse et forbud mod cigaretter med mentolsmag, som er langt mere populære hos sorte amerikanere end hvide amerikanere.
Det oplyser landets sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters, efter at sundhedsminister Xavier Becerra har holdt møder med sorte borgerrettighedsforkæmpere.
- Det står klart, at vi ikke har drøftet det nok, og at det kommer til at tage en del længere tid, siger Becerra i en pressemeddelelse fra ministeriet.
Cigaretter med mentolsmag har i årevis været på sigtekornet for lobbyister, som kæmper mod rygning.
Argumentet lyder, at mentolcigaretterne udgør en uforholdsmæssig sundhedsbyrde for USA's sorte befolkning.
Mens det kun er lidt over hver tredje hvide ryger, som ryger mentolcigaretter i USA, er det mere end fire ud af fem sorte rygere, som ryger med mentolsmag.
Derrick Johnson, formanden for NAACP, som er USA's største og mest kendte forening af borgerrettighedsforkæmpere, siger, at hans bagland er "forarget", og at det "væmmes" over det politiske træk.
- Når det er valgår, bør politikere prioritere mennesker - ikke dem, som tjener fedt.
- Dagens nyheder fra bidenregeringen (Joe Biden, USA's præsident, red.) er et slag for den sorte befolkning, som fortsat bliver uretfærdigt udset af og dræbt af tobaksindustrien, siger Johnson.
Nancy Brown, som er formand for AHA, en amerikansk forening for bekæmpelse af hjertesygdomme, siger ifølge Reuters, at regeringen har svigtet ved ikke at tage mentolcigaretterne af hylderne.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er forbuddet blevet bremset af frygt for, at sorte vælgere ikke vil stemme på Joe Biden, når der er præsidentvalg i november.
Ifølge nyhedsbureauet har den konservative forening Building Americas Future allerede sendt breve til 75.000 demokratiske vælgere i delstaten South Carolina, hvor forbuddet bliver brugt som argument for ikke at stemme på den siddende præsident.
En reklame fra foreningen hævder, at Biden skulle tage og bruge sin tid på større problemer end at "fortælle voksne mennesker, hvad de må og ikke må".
USA's præsidentvalg foregår 5. november.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker