Den amerikanske regering har lagt sag an mod Arizona, hvor en kontroversiel lov, som gør det ulovligt at opholde sig i staten uden de rette opholdspapirer, snart træder i kraft.
Loven kræver, at lokalt politi skal føre kontrol med alle personer, der potentielt kunne opholde sig i staten ulovligt. Det mener regeringen kolliderer med føderale told- og immigrationsmyndigheders resortområde.
Føderal lovgivning tillader ikke udviklingen af "et kludetæppe af statslige og lokale immigrationslove", skriver det amerikanske udenrigsministerium i en meddelelse.
- Fastsættelse af immigrationslove og håndhævelsen af immigrationslove er et nationalt ansvar, siger USA's justitsminister, Eric Holder.
Kritikere af den nye immigrationslov i Arizona siger, at tiltaget vil føre til racemæssig forskelsbehandling, hvor personer fra Mexico og dele af Sydamerika særligt vil være i politiets søgelys.
Nogle kritikere frygter også, at immigranter, der har været udsat for forbrydelser eller været vidne til lovovertrædelser, vil nægte at vidne af frygt for at blive fanget uden opholdstilladelse.
Mere end 30 procent af Arizonas befolkning på 6,6 millioner er såkaldte hispanics. Der er angiveligt omkring 460.000 ulovlige indvandrere i staten. Mange bestrider lavtbetalte job, der anses som en vigtig del af den amerikanske samfundsøkonomi.
USA's minister for national sikkerhed, Janet Napolitano, arbejder i øjeblikket på en reform af det amerikanske immigrationssystem.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde