USA's senatsleder kvæstet ved bilulykke
Den demokratiske toppolitiker Harry Reid - en af præsident Obamas nære allierede - blev fredag lettere kvæstet ved et bilsammenstød i Las Vegas.
Efter trafikuheldet blev den 72-årige senator kørt til et hospital i den verdenskendte spilleby for at blive behandlet for skader på hofte og ribben, rapporterer tv-stationen CNN.
Kvæstelserne var dog ikke mere alvorlige, end at Harry Reid selv kunne gå ind på sygehuset - og selv forlade hospitalsbygningen igen, da han blev udskrevet kort tid efter.
Han havde angiveligt sin sikkerhedssele på i bilen, da sammenstødet skete.
Ifølge lokalt politi var Reid - som står i spidsen for USA's Senat - på vej gennem Las Vegas på en motorvej, da hans bil "blev involveret i et uheld med et civilt køretøj", som en polititalsmand forklarer.
Flere andre personer i Reids valgkaravane var også involveret i uheldet.
Reid fører valgkamp i sin hjemstat Nevada, hvor han forsøger at blive genvalgt til Senatet i Washington.
Reid har siddet i Senatet siden 1987. Han er en af præsident Barack Obamas vigtigste allierede i Kongressen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker