Præsident Barack Obama ser ud til at få sin sundhedsreform vedtaget i Senatet inden jul. 60 senatorer har stemt for at afslutte debatten om det kontroversielle lovforslag, som alle 40 republikanske senatorer er imod. Ved afstemningen fik 58 demokratiske senatorer støtte fra to uafhængige senatorer i Senatet.
Senatet stemmer formentlig juleaftensdag den 24. december om lovforslaget, der er ændret for at sikre støtte fra den demokratiske senator Ben Nelson. Han fik sikkerhed for, at offentlige penge ikke anvendes til abort.
Når Senatet har vedtaget lovforslaget, skal det sammenskrives med det forslag, som Repræsentanternes Hus har vedtaget. Derefter kan præsident Obama underskrive sin vigtigste lovgivning inden sin tale til nationen - State of the Union - i januar eller begyndelsen af februar.
Sundhedsreformen vil sikre sygesikring til mellem 31 og 36 millioner amerikanere, som i dag ikke er dækket. Ifølge forslaget skal amerikanerne tegne sundhedsforsikring, som fattige familier får støtte til. Forsikringsselskaberne forbydes at udelukke nogle fra sygesikring på grund af sygdom.
Lovforslaget koster ifølge demokraterne mindre end 900 milliarder dollar (4680 milliarder kroner) over 10 år, som præsident Obama har sat som udgiftsloft. Dermed øger reformen ikke det gigantiske amerikanske statsunderskud. Skønt USA bruger dobbelt så meget på sundhed pr. indbygger som Storbritannien, Tyskland og Frankrig, har amerikanerne lavere levealder og højere børnedødelighed.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde