USA's vicepræsident i Afghanistan

Mandag aften lokal tid landede den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Her skal han vurdere det fremskridt, der er gjort i retning af at kunne begynde at overdrage magten til afghanerne senere i år og endvidere "vise USA's engagement i et langsigtet partnerskab med Afghanistan", hedder det i en meddelelse fra Det Hvide Hus.

Af sikkerhedsmæssige årsag har besøget ikke været annonceret på forhånd.

Biden skal blandt andet mødes med Afghanistans præsident, Hamid Karzai, og Natos øverstkommanderende i Afghanistan, den amerikanske general David Petraeus.

Det er første gang, Biden besøger Afghanistan som USA's vicepræsident. Sidst, han var i landet, var umiddelbart inden sin tiltrædelse i januar 2009.

USA har planer om at begynde tilbagetrækningen af amerikanske soldater fra juli.

/ritzau/AFP

USA's vicepræsident, Joe Biden, er i Afghanistan for at vurdere fremskridtene mod en overdragelse af magten.

Offentliggjort Sidst opdateret