Hvem er med i klubben og hvem er ikke?
Det er det store spørgsmål i Bruxelles, nu da de 17 eurolande under langvarige, natlige forhandlinger har besluttet sig for at lægge hinanden i strammere finanspolitiske tøjler i håb om, at det kan berolige markederne og omsider lægge låg på gældskrisen.
De andre EU-lande har fået tilbudt at komme med i dette mellemstatlige samarbejde uden om EU-traktaten, efter at det på topmødet ikke lykkedes at nå til enighed om en fælleseuropæisk redningsaktion for euroen med alle 27 EU-lande om bord.
- Vi nåede ikke at få en aftale i hus omkring dette i nat. Vi vil diskutere emnet igen i forhåbentligt mere smult vande, siger EU's præsident, Herman Van Rompuy, på et pressemøde efter de ni timer lange forhandlinger.
Van Rompuy har som mødeleder siddet for bordenden under drøftelserne. Han fortæller, at der faktisk var opnået en "bred aftale om substansen", men da stats- og regeringscheferne skulle finde ud af de juridiske rammer, holdt enigheden op.
- Resultatet blev, at de 17 eurozone-medlemmer og seks andre (EU-lande, red.) er klar til at indgå en mellemstatlig aftale, siger belgieren.
Det fremgår da også af erklæringen fra topmødet, at ikke-euro-landene Danmark, Bulgarien, Letland, Litauen, Polen og Rumænien har givet udtryk for, at de har i sinde at deltage.
Tjekkiet og Sverige skal vende sagen i deres parlamenter, før de træffer en beslutning, mens Ungarn og Storbritannien helt står udenfor.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har dog til dansk presse sagt, at hun også skal nærlæse teksten og høre Folketinget, før Danmark eventuelt er klar til at være med i det nye samarbejde.
I Sverige holder Riksdagens EU-udvalg allerede fredag morgen et telefonmøde med den svenske delegation ved topmøde, skriver nyhedsbureauet TT.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde