Uvejr hærger Norge og fører til strømnedbrud og skolelukninger
Allerede onsdag var der godt gang i blæsten på de skotske Shetlandsøerne på grund af Ingunn, som hærger Norge natten til torsdag.
Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
Tusindvis af nordmænd er uden strøm på grund af uvejret Ingunn. Torsdag ventes det at stilne af.
Uvejret Ingunn hærger med stærke vindstød Norge, hvor tusindvis af hjem natten til torsdag er uden strøm.
I landsdelen Trøndelag, hvor blandt andet Trondheim ligger, er næsten 9000 kunder uden strøm. Også længere nordpå i Helgeland er der problemer for omkring 1500 kunder, som er uden strøm.
Det skriver det norske public service-medie NRK.
En række farevarsler er sendt ud forskellige steder i Norge om blandt andet "ekstremt kraftige vindstød".
Én målestation i Trøndelag - Sklinna Fyr - har registreret vindstød på 51,5 meter i sekundet. Det skriver NRK. Middelvinden er på 39,5 meter i sekundet.
Dermed blæser det med orkanstyrke ud for kysten af Trøndelag og den sydlige del af Nordland.
Ud over strømnedbrud har Ingunn ført til, at alle skoler lukkes i Bodø torsdag. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
- På grund af ekstremvejret Ingunn har beredskabsledelsen i Bodø Kommune besluttet at lukke alle skolerne torsdag 1. februar, står der i en meddelelse fra kommunen ifølge NTB.
- Skolerne lukkes af hensyn til børn og unges sikkerhed på vej til skole.
Børnehaver holdes dog åbne.
I den mindre by Rørvik blev et tag blæst af et hus og blæste efterfølgende omkring i området, oplyser politiet ifølge NTB.
- Det er bedst, hvis beboerne holder sig indendørs for nu, siger politiet.
Flere andre steder har der også været udfordringer med tage, der er blevet blæst løs.
Vagthavende meteorolog Alexander Skeltved fra Meteorologisk Institutt i Norge siger til NRK, at lavtrykket er ved at bevæge sig nordøstover.
I Nordland kan det gå ud over den kollektive trafik, og folk kan regne med omfattende aflysninger torsdag, har Nordlands Fylkeskommune tidligere varslet.
Uvejret ventes at stilne af i løbet af torsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker